Opec ser efterspørgsel på egen råolie falde hurtigere end ventet

Den globale økonomiske vækst er aftaget, og det får efterspørgslen på råolie fra Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, til at falde hurtigere end ventet ind i 2019. Det vurderer organisationen i sin månedlige rapport ifølge Bloomberg News.

Den globale appetit på organisationens råolie vil være omkring 31,5 mio. tønder om dagen i 2019, lyder vurderingen. Det er 500.000 tønder lavere, end hvad Opec estimerede for to måneder siden, og 1,4 mio. tønder under det nuværende produktionsniveau.

Rapporten understreger ifølge Bloomberg News, hvorfor Saudi-Arabien og flere andre medlemmer af Opec ønsker at skære i produktionen. Det kan give dem vind i sejlene til en reduktionen forud for et vigtigt møde i Wien, Østrig, næste måned.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, kostede umiddelbart efter nyheden 68,15 dollar. Tirsdag ved 12.45-tiden - cirka en time efter - er prisen 68,82 dollar. Mandag ved dansk børslukketid var prisen 70,85 dollar.

/ritzau/FINANS