Op mod 800.000 VW-biler inddrages i ny skandale

TYSKLAND: 800.000 biler fra den tyske bilgigant Volkswagen kan nu også være omfattet af fejl, der får dem til at se mere miljøvenlige ud, end de i virkeligheden er, skriver Reuters.

Volkswagen har lavet en intern undersøgelse, der viser, at der kan være uoverensstemmelser mellem, hvor meget CO2 de 800.000 biler udleder i forhold til, hvad man hidtil har troet.

»VWs topledelse vil straks gå i dialog med de relevante myndigheder for at afklare konsekvenserne af den ny opdagelse,« lyder det ifølge Reuters i en besked fra bilproducenten.

Siden august har Volkswagen været i fokus, fordi omkring 11 millioner af koncernens biler indeholder en såkaldt snydesoftware, der har fået bilerne til at se mere miljøvenlige ud i tests, end de i virkeligheden er på vejene.

Det var det amerikanske miljøministerium, der var de første til at opdage svindlen. Og mandag aften var den så gal igen.

Her offentliggjorde de amerikanske miljømyndigheder den samme snyd med omkring 10.000 biler, der blandt andet talte biler af mærkerne Audi, Volkswagen og Porsche.

BNB