Ondt i håret af Ydelsesservice

Når en medarbejder bliver syg, er det lig med tabt indtjening for den lille virksomhed. Og er man samtidig nødt til at slås med kommunen i månedsvis for sin refusion, bliver økonomiske udfordringer pludselig til problemer.

Erling Kurte driver en frisør­salon i Brønshøj i den nordvestlige del af København, der bærer hans eget efternavn. Salonen har otte medarbejdere, og sådan nogle går jo indimellem hen og lægger sig syge. Og så skal Erling henvende sig til deres bopælskommuner for at få sygedagpengerefusion. Og det går ikke altid lige nemt.

»Problemerne i de omkringliggende kommuner er overskuelige. Der står det ikke så slemt til. Men ligeså snart, du har med Københavns Kommune at gøre, så er fanden løs i Laksegade.«

Siden alting skulle blive nemmere per første januar i år, hvor de 15 lokale administrationer blev samlet i Ydelsesservice, har Erling Kurte ikke haft andet end problemer med Københavns Kommune.

»Jeg har to gange været ude for, at mine sager decideret er blevet væk. Og jeg har været ude for, at jeg har ringet, ringet og ringet over flere dage for at få fat i nogen. For selv om jeg har fem forskellige numre, kan jeg heller ikke komme igennem på telefonen. Det står altså virkelig slemt til.«

20.000 kroner tabt
De to sager, der tilsyneladende blev væk hos Ydelsesservice, har samlet kostet Salon Kurte 20.000 kroner.

»Det er jo dig, der skal bevise, at de ikke har set det, du har sendt. Og det er jo svært.«

Henover de seneste seks måneder har Erling Kurte kæmpet for at få sit tilgodehavende retur, og til sidst lykkedes det. Troede han!

»Endelig var der én, der sagde, at det behøver vi slet ikke snakke om mere. For de penge, har vi sendt af sted til din konto. Men så gik der to timer, så ringede en anden og sagde: »Ved du hvad. Vi har kigget på din sag, og du kan altså ikke få nogen penge udbetalt«.«

Den slags eksempler har Erling Kurte flere af. Men det skal være slut med, at de koster ham penge. Nu bliver alt sendt både via post, fax og e-mail.

»Jeg er blevet klog af skade. Nu samler jeg konsekvent beviser på, at jeg har sendt mine indgivelser af sted.«

En dyr »fornøjelse«
Erling har også forsøgt sig et par gange med de elektroniske indgivelser. Men her har han heller ikke haft megen succes. Og han er ved at være godt træt af det »kaos«, der hersker hos Ydelsesservice. For hver gang en medarbejder lægger sig syg, koster dem ham blod, sved og tårer.

»For det første betyder det, at jeg kommer til at mangle pengene. For jeg har jo udbetalt dem – og til en medarbejder, der ikke er til stede til at tjene dem ind igen. Men det, der virkelig trækker tænder ud, er al den tid, jeg skal bruge på at trække pengene ud af dem. Og huske dem på og minde dem om, at nu skal de altså lige finde den her sag og få den ekspederet.«

Selv om Erling Kurte ikke har den store tiltro til, at tingene bliver mærkbart bedre inden for en overskuelig tidshorisont, krydser han alligevel fingre. Og tankerne går også i retning af de stakkels medarbejdere, der hele tiden skal slås med frustrerede virksomheder som ham selv.

»Jeg er virkelig træt af dem derinde. Men jeg tor nu også, at de selv er ved at være lidt trætte af det hele.«