Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Vanvittige benzinpriser og rekordhøje overskud til oliegiganterne har været den nye normal, siden Rusland 24. februar invaderede Ukraine.
Men det kan nu ændre sig.
Frygten for blandt andet økonomisk recession får nu olieprisen til at falde drastisk, og for første gang siden Rusland gik ind i Ukraine er prisen nu lavere end før invasionen.
Den seneste uge er prisen på det internationale benchmark Brent-råolie faldet med næsten ti procent. Det samme er sket for den amerikanske Crude-råolie.
Det betyder, at begge priser nu er faldet så meget, at markedet er under prisniveauet i februardagene op til invasionen af Ukraine.
Det store fald kan være et tegn på en stigende frygt for, at verdens energiefterspørgsel vil falde markant grundet økonomisk nedgang.
»Den største drivkraft bag dette fald er, at investorer retter deres opmærksomhed mod muligheden for en recession, og hvordan det kan påvirke efterspørgslen,« siger Faisal A. Hersi, energianalytiker hos Edward Jones, til The New York Times
Da Rusland invaderede Ukraine, eksploderede olieprisen. I marts ramte prisen på Brent-råolie sit højeste på næsten 128 dollar pr. tønde.
Den store stigning var især drevet af de økonomiske sanktioner, der har reduceret Ruslands, en af verdens største olieeksportørers, salg af olie. Siden olieprisen toppede i marts, er den faldet med omkring 26 procent.
Denne uges fald sker samtidig med, at Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) og OPEC+ er blevet enige om at øge produktionen med 100.000 tønder om dagen i september. En mængde, der svarer til omkring 0,1 procent af den samlede efterspørgsel og er en af de mindste opjusteringer af produktionen i OPECs historie med kvoter, skriver Reuters.
Torsdag lukkede markedet for Brent-råolie på 94,12 dollar. Til sammenligning lå prisen 23. februar, dagen inden invasionen af Ukraine, på 96,84 dollar.