Offentligt ansatte er steget mest i løn

Det holder ikke vand, at offentligt ansattes løn halter efter udviklingen i den private sektor.

Det viser nye tal, som Danske Bank har beregnet for dagbladet Børsen ud fra Danmarks Statistiks databaser.

Faktisk er det de statsligt ansatte, der løber med guldet siden år 2000 med en gennemsnitlig lønstigning på 31,3 pct.

Lige i hælene følger de ansatte i kommunerne med et lønhop på 30,7 pct.

Derimod halter den private sektor lidt efter med løft på 28,3 pct. Ingen af de store undergrupper af offentligt ansatte har fået mindre end de privatansatte.

Det skriver dagbladet Børsen.

Derfor undrer Steen Bocian, chefanalytiker i Danske Bank, sig over, at lønkravene i den offentlige sektor er eksploderet netop nu.

»Det er svært at se, at der generelt skulle være grupper inden for det offentlige, som skulle være sakket bagud i perioden siden 2000. Vi skal jo huske på, at lønvæksten også i den private sektor har været meget afdæmpet. Det er som om, alle har glemt det. Det er mærkeligt, at diskussionen i den offentlige sektor dukker op efter en årrække med historisk lav lønvækst i den private sektor,« siger Steen Bocian.

Kilde: Børsen