Østarbejdere betaler returkommission

Amoral. Tårnhøje huslejer camouflerer de faktisk lønforhold for mange østarbejdere i Danmark.

Skjult bag pletfri kontrakter, lukrerer entreprenører og byggefirmaer på at installere østeuropæiske ansatte i skure, kældre og containere for så at forlange så meget i kost og logi, at en stor del af lønnen havner tilbage i arbejdsgiverens lomme, skriver Politiken.

- Lukker vi et hul, så åbner der sig et nyt. Jeg vil vurdere, at vi på et år har fået over dobbelt så mange af de her sager, hvor arbejderne betaler ublu summer i kost, logi eller transport, siger sekretariatschef Gunde Odgaard fra BAT-Kartellet i 3F.

Hos Malernes Fagforening kender man også til den såkaldte 'returkommission'.

- Den helt store fidus ligger også i at betale arbejderne for 37 ugentlige timer, men i virkeligheden lade dem arbejde 60-70 timer om ugen, fortæller næstformand i Malernes Fagforening Bo Rosschou.

12 måneder i containerHan efterlyser en holdningsændring hos både arbejdsgivere og myndigheder, hvis udviklingen skal til livs.

- De her mennesker er gemt af vejen alle mulige steder og arbejder under forhold, der intet har at gøre med den danske model, siger han.

Det er ikke kun små fisk, der underbetaler eller indkvarterer østarbejdere under kummerlige forhold. Et sjak på 12 polske malere har gennem flere måneder boet i en container og arbejdet uden overenskomst på et stort boligbyggeri ved Gyngemosen.

Hovedentreprenørerne er Sjælsø Gruppen og Hoffmann, der over for Malernes Fagforening nægter at have været vidende om forholdende.

- Polakkerne har boet klods op af byggeledelsen i flere måneder, uden at man har reageret. Det ser ikke ret godt ud, at store anerkendte firmaer på den måde vender det blinde øje til, siger Bo Rosschou.

jlu