Økonomisk rullestart for den næste statsminister

Den næste regering får en økonomisk rullestart på grund af opsvinget. Men der skal politisk ledelse til, for at vedkommende ikke render ind i problemer.

Foto: Asger Ladefoged.
Læs mere
Fold sammen

Opsvinget er ikke på vej, det ER i gang. Snart vil vi ikke længere diskutere nulvæksten, men råbe på hænder i erhvervslivet. Arbejdskraft, og den rigtige af slagsen, vil blive en knap faktor, hvis opsvinget ikke skal rende ind i problemer. Det bliver den væsentligste opgave på det økonomiske område for den kommende statsminister, hvad enten det bliver Helle Thorning eller Lars Løkke.

To procents årlig BNP-vækst i Europa, og også to procents vækst i Danmark, når vi rammer de sidste måneder af 2015, er ikke et boomende opsving, men set med danske og europæiske briller altså en ganske markant vækst i de gamle europæiske økonomier. Et af de økonomisk syge lande i syd, Spanien, har fået vendt udviklingen med kontinuerlige kvartalsmæssige vækstrater hen over 2014, som ventes at blive yderligere forstærket i 2015.

Selv Nationalbankdirektør Lars Rohde har svært ved at bevare pessimismen og opjusterer nu vækstskønnet i Danmark til to procent både i år og de kommende år. Og dem der for alvor har fingeren på pulsen, erhvervslivets topchefer i industrien og i banksektoren, ser også lyst på fremtiden. Nuvel, det er blevet sagt før – nu-nu-nu er opsvinget der – og derfor er der en vis forsigtighed med at gå ud i offentligheden med armene højt hævet over hovedet med et brølende »Yes«. Tænk blot på den tidligere økonominister Margrethe Vestager som igen og igen måtte nedjustere væksten, fordi forbrugerne og virksomhederne hverken forbrugte eller investerede. Fordi de ikke turde.

Alle taler pludselig om vækst. Ikke om væksten kommer, men derimod om hvor kraftig den bliver. Både i Europa, og også i Danmark. Det europæiske kontinent, som for bare få år siden i global sammenhæng blev kaldt det gamle syge kontinent, har pludselig fået økonomisk medvind.

Stigningen i den amerikanske dollar, som også asiatiske og sydamerikanske økonomier er koblet op på, betyder i realiteten en devaluering af euroen på omkring 20 procent. Altså en konkurrencemæssig fordel for europæiske virksomheder. Det har også resulteret i, at sigtekornet for aktieinvestorer er drejet fra amerikanske aktier over mod de hidtil noget fodslæbende europæiske aktier.

Men hovsa vil du sige. Efter fire års markante stigninger i aktiekurserne er der så ikke fare for bobletendenser? Jo, det er der. Jo mere aktier stiger, jo tættere er vi selvfølgelig også på den korrektion og det tilbagefald i aktiepriserne, som uvægerligt vil komme. Det viser historien, det store spørgsmål er blot hvornår. Altså timingen. Men hvis man forestiller sig, at aktierne kan stige endnu et par år, før korrektionen kommer, jamen så er der selvfølgelig ingen grund til lige nu at gå ud af aktier.

Direktør i Maj Invest, Jeppe Christiansen, ser endnu ingen faresignaler i aktiepriserne. Som han skriver i sin seneste markedsvurdering:

»IT-boblen brast i 2000. Dengang var P/E for mange store selskaber omkring 50, og renten var seks pct., hvor P/E i dag er omkring 20 og renten to pct. Aktierne er derfor på et niveau, hvor de kan klare en rentestigning op til niveauet tre-fire pct. i USA.«

P/E – price earning – udtrykker hvor meget investorerne er villige til at betale for at deltage i en krones overskud.

Skal man altså tro Jeppe Christiansen, behøver aktiefolket ikke frygte de kommende års rentestigninger, som både den amerikanske og den europæiske centralbank, vil byde ind med. Det er i den forbindelse værd at huske, at det nuværende nulrentesamfund er historisk, og at renterne selvfølgelig før eller siden vil stige igen til mere normale niveauer. Ideelt set vil denne tilbagevenden til normaltilstande forsøges iværksat i en kontrolleret proces. Historien viser bare, at der altid sker uforudsete ting, som pludselig ændrer det fra en kontrolleret proces til et drama. Den aktuelle økonomisk-politisk krise med Rusland var i den grad uforudset.

Men som det ser ud lige nu, kan den næste statsminister i Danmark således med den økonomiske rullestart som udgangspunkt skrive sig ind i historien som den statsminister, der med markante reformer moderniserede Danmark til en egentlig global konkurrencestat.

Det kræver mod i statsministeriet, det kræver visioner, og det kræver selvfølgelig også, at flertallet i Folketinget er klar til at byde ind og være med til de store reformer.

Ser man ud i verden, og ser man på mange af de lande, som vi sammenligner os med, synes vi at have en historisk mulighed for – i en økonomisk opsvingsperiode – at bringe velfærdsstaten ind i en ny tidsalder. De meget omtalte reformer kan påklistres mange forskellige overskrifter, men overordnet handler det om at øge arbejdsudbuddet af kvalificeret arbejdskraft og skabe en markant bedre balance mellem antallet af danskere i job og antallet af danskere på overførselsindkomst.

Det er såmænd bare den enkle opgave, som enten Helle Thorning eller Lars Løkke står overfor. Tør de tage den historiske chance?