Økonomisk postkort fra Asien: »Hvor Hongkong er rå og brutal, er Singapore en velfriseret have«

En ti dages rundrejse til Hongkong, Singapore og Ho Chi Minh Byen har givet et lille indblik i en region i hastig forandring. Det olympiske motto om »hurtigere, højere, stærkere« beskriver godt, hvordan både myndigheder og individer tænker.

Singapore har udviklet sig til en af verdens rigeste bystater med en økonomi, der er førende på en lang række områder. Her ses monorail og svævebane på Sentosa Island. Foto: Roslan Rahman/AFPRitzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ROSLAN RAHMAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Asien har det seneste årti været verdens vækstdynamo. Selv om økonomisk vækst kan være svær at se, er den i Asien meget synlig, blandt andet i form af udviklingen af den fysiske infrastruktur og bygninger.

Hongkong er en af de ældste verdensbyer i regionen, men er alligevel stadig i udvikling. De seneste megaprojekter er en nyåbnet bro til den tidligere portugisiske koloni Macau og højhastighedstog ind i Kina. Det er hurtigt, smart og effektivt: infrastrukturen fungerer. Det udstiller også Hongkongs dilemma: På den ene side vil man gerne være noget særligt, og på den anden side er man i stigende grad afhængig af den økonomiske sameksistens med Kina.

Nogle af os er gamle nok til at kunne huske »made in Hongkong« i nakken af T-shirten, men det er efterhånden lang tid siden, at Hongkong har haft nogen nævneværdig produktion: Lønniveauet er for højt, og lige på den anden side af grænsen ligger en af Kinas store vækstsuccesser, Shenzhen, der er gået fra at være en uanseelig lillebror til Hongkongs ligeværdige tvilling.

Hvor Shenzhen er produktion, er Hongkong blevet et servicecentrum. Finans er det dominerende erhverv, og man skal ikke bevæge sig længe rundt i finansdistriktet for at se den store rolle, kinesiske banker spiller. Nærheden til Kina udgør også en særlig udfordring for de finansielle myndigheder: Indsmugling af guld og ædelstene fra Kina er et stigende problem. Det er hvidvask på den gammeldags manér. Turisme og handel er to af de andre store erhverv. Begge dele er også dybt afhængige af Kina: Beijings antikorruptionskampagner har en direkte indvirkning på Hongkongs smykkeindustri.

Hongkong er ikke charmerende, men rå og upoleret. Der er en »anything goes«-følelse, og en blanding af nyt og 1970er-agtig beton ligger tæt på hinanden. Overraskende tæt på de internationale skyskrabere finder man nedslidte boligblokke, hvor familierne bor tæt og småt. Som andre steder i Asien bliver man hurtig opmærksom på, at plads er et luksusgode.

Hvor Hongkong er rå og brutal, er Singapore en velfriseret have.

Selvstændig siden 1963 har Singapore udviklet sig til en af verdens rigeste bystater. Det er en økonomi, der er førende på en lang række områder, både inden for service og produktion. Havnen er den næststørste i verden og topper – sammen med lufthavnen – også globale hitlister. Singapore rangerer altid i toppen af lister over erhvervsvenlighed og konkurrenceevne. Det er et knudepunkt for teknologi.

Men det er også et land, der har satset benhårdt på udvikling af human kapital, og det rangerer således også højt på lister over middellevetid, uddannelse, bolig og sundhed. Styret er ikke videre demokratisk, men fraværet af korruption er enestående i Asien.

Alt fungerer i Singapore. Hvor Hongkong er mærkelig historieløs, har Singapore indarbejdet fortiden i den samlede fortælling. Alt er rent og ordentligt. Når man bor på Islands Brygge, og hver sommer skal finde sig i affaldsdyngerne fra byens svin, kan man godt blive lidt misundelig. Men ordensmedaljen har en bagside: Listen med forbud er lang og straffen for overtrædelser hård.

Derfor er det alligevel svært ikke at blive imponeret. For tyve år siden badede jeg på en halvforladt Sentosa Island. Nu ligger der en by. Havnen er ved at blive flyttet til et nyt område, der giver plads til en udvidelse af forretningsområdet. Marina Bay Sands har taget tagbar til et uhørt niveau. Lidt Disneyland for voksne, men smittende charmerende. Singapore har en plan om at være førende i verden og viljen til at føre det ud i livet.

Hvor Singapore er en have, er Ho Chi Minh Byen – eller Saigon, som den på engelsk kaldes overalt hernede – dynamisk kaos.

Vietnam er kun for nylig begyndt sin udvikling. De seneste to årtier er økonomien vokset med omkring seks pct. om året i gennemsnit, og selvom udgangspunktet var lavt, er det et helt andet land, jeg blev mødt af i forhold til mit sidste besøg for femten år siden.

Saigon er forrest i den rivende økonomiske udvikling. Som hjemsted for en stor del af Vietnams industri og finanssektor har byområdet været mål for næsten alle udenlandske investeringer i landet. Det har også medført mange expats, som er synligt forskellige fra os sjoskende turister. Effekten er overvældende. Skyskrabere er skudt op overalt og nyt blandes med gammelt. Privat foretagsomhed præger gadebilledet; ethvert scootersæde og døråbning kan anvendes til forretning. Nye beboelsesblokke vidner om bedre jobs end tidligere. Et overraskende stort antal luksusbutikker vidner om købekraft. Det samme gør en allesteds nærværende sexindustri. Det går hurtigt i Saigon på alle måder. Ikke kun i trafikken, der kræver en vis portion dødsforagt at navigere i.

Asien er et voksende marked for vores virksomheder, men er også en stadig vigtigere konkurrent. En rundtur i regionen har bragt økonomiske rapporters konklusioner om vækst og fremdrift til live. Man vil være en succes. Man vil være fremtiden. Er vi i Europa mentalt forberedte på at ville det lige så meget? På at forandre for at bevare relevans i den globale økonomi? Store spørgsmål. Det kræver vist en øl henne på Saigons Pasteur Street Brewing Company.