Økonomisk krise hamrer eksporten i bund

I august oplevede dansk eksport det største fald i to år. Overskuddet på handelsbalancen stiger dog, men det mener analytiker ikke er et positivt tegn i sig selv

De sorte økonomiske skyer over Europa rammer den danske eksport. Fold sammen
Læs mere
Foto: KASPAR WENSTRUP
Eksporten af danske varer styrtdykkede i august som følge af den fornyede økonomiske uro. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik.

Med et augustfald på 2,5 procent er der tale om det største eksportdyk siden maj 2009, fastslår Handelsbanken i en kommentar. Faldet var forventet og årsagen skal findes uden for Danmarks grænser.

”Desværre viste tallene for eksportudviklingen i august, at afmatningen i den globale økonomi også har ramt den danske eksport,” siger handelsbankens Jes Asmussen.

I de seneste tre måneder er eksporten faldet med 4,3 pct. mens importen er dykket med 2,3 pct. sammenlignet med de foregående tre måneder. Handelsbalancen blev for august et plus på 5,6 milliarder kroner.

"Over de seneste tre måneder har både importen og eksporten haft tilbagegang i næsten alle varegrupper," skriver Danmarks Statistik.

Alt i alt betyder det, at overskuddet på handelsbalancen stiger, men det mener Jes Asmussen ikke man skal lægge for meget i. 

"Det stigende overskud på handelsbalancen skal imidlertid ikke tolkes som noget decideret positivt, da det jo trækkes af den faldende import, som er et udtryk for den svage indenlandske efterspørgsel, hvor specielt et stort fald i importen af biler, vidner om at bilsalget heller ikke længere er nogen trækkraft for økonomien," siger han. 

Samme konklusion lægger han hen over stigningen i betalingsbalancen, der følger handelsoverskuddet.

"Fortsat massive overskud ser vi også på betalingsbalancen, som nu gennem de seneste 5 måneder i træk har ligget over 10 mia. kr. og vi har dermed fortsat retning mod et rekordoverskud i år på over 100 mia. kroner," siger Jes Asmussen og tilføjer:

"Det skal dog heller ikke umiddelbart tolkes som et styrketegn for dansk økonomi, idet det i vid udstrækning ligesom med handelsbalancen er udtryk for markante svagheder i den indenlandske efterspørgsel."

(Opdateret kl. 09:55)