Økonomer tror på ECB-rentesænkning

Der er bred enighed i markedet om, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil sænke sin indskudsrente ved næste uges rentemøde, mens der også er tiltro til, at centralbanken vil genoptage det milliardstore støtteopkøb af obligationer.

Men selv om der fra markedets side er en tro på en ageren fra Frankfurt, så er det mere knapt med troen på, at tiltagene kan kontrollere inflationen, som ECB har et mål om skal være tæt på, men under 2 pct.

I en rundspørge foretaget af Reuters er 80 pct. af de adspurgte økonomer således skeptiske omkring centralbankens evne til at påvirke inflationen på et mellemlangt sigte.

»ECB skal gøre noget, selv om det ikke kommer til at være tilstrækkeligt til at nå målet. Det er en situation, som banken har været i et stykke tid nu, og det er en situationen, Bank of Japan (den japanske centralbank, red.) har været i længere.«

»De har ikke noget valg (..) ellers ville de signalere, at de ikke kommer til at opfylde deres mandat. Men der er ikke mange, som tror, at inflationen kommer til at stige snart - specielt på grund af økonomiens tilstand i verden og eurozonen,« siger Andrew Kenningham, cheføkonom med fokus på Europa hos Capital Economics, til nyhedsbureauet.

Rundspørgen er lavet 29. august til 3. september, inden Reuters tirsdag kunne berette, at ECB hælder til at indføre en pakke af stimuli med både en sænkning af renten og en kompensation til bankerne for sideeffekterne af de negative renter.

70 pct. af de adspurgte økonomer venter en rentesænkning, mens tæt på 90 pct. forventer, at ECB vil genstarte sit opkøb af obligationer med månedlige opkøb for 30 mia. euro fra oktober, skriver Reuters.

For mindre end et år siden stoppede ECB sit milliardopkøb af obligationer og stillede én rentestigning i udsigt mod udgangen af 2019. Siden har situationen dog ændret sig gevaldigt.

Handelskonflikten mellem USA og Kina er eskaleret, hvilket har været med til at sænke den globale vækst, mens den største økonomi i Europa, den tyske, er på vej mod recession.

Den næste rentemøde i ECB finder sted torsdag 12. september.

/ritzau/FINANS