Økonomer øjner kun svagt comeback i detailsalget

Mens detailsalget steg i juni, var det ikke nok til at rette op på svage tal i maj og april, og dermed ser det dårligt ud for privatforbruget i Danmark i andet kvartal, påpeger flere økonomer.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø.
Læs mere
Fold sammen

Detailsalget i Danmark steg i juni med 0,6 pct. set mod måneden før. Men i maj faldt detailsalget 1,3 pct. på månedsbasis, og i april var der et fald på 0,5 pct., så kvartalet samlet gav et fald på 1,1 pct. i forhold til første kvartal, når man kigger på de sæson- og inflationskorrigerede tal.

- Både detailsalget og dankortomsætningen i 2. kvartal indikerer, at privatforbruget har været sløjt, og vores bedste bud er, at det direkte faldt i 2. kvartal. Der er dermed også udsigt til, at BNP-væksten var til den svage side i 2. kvartal, skriver analytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank i en kommentar.

Det er blandt andet det dårlige forårsvejr, der har fået danskerne til at holde sig fra stort forbrug. I juni var der dog et pænt opsving i tøjsalget, men ikke nok til at kompensere for et stort fald i maj.

- Samtidig har udviklingen ikke være prangende indenfor fødevarer og andre forbrugsvarer. Derfor er det muligvis ikke kun det kolde vejr, der spiller ind, bemærker seniorøkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank.

Selv om de seneste tre måneders detailsalg har budt på en skuffelse, mener Nordeas cheføkonom Helge Pedersen, at det er for tidligt at være pessimistisk.

- Detailhandlen udgør nemlig kun godt en tredjedel af det samlede privatforbrug, og det må ikke glemmes, at købekraften stiger for rigtig mange husholdninger i år som følge af den bedre situation på arbejdsmarkedet, fremgang på boligmarkedet, historisk lave finansieringsomkostninger samt fremgang i den finansielle formue som følge af pæne stigninger på aktiemarkedet, bemærker Nordea-økonomen.

Også den stigende handel via internettet kan være overset af detailhandelsstatistikken, nævner Helge Pedersen.