Økonomer efter rekordfremgang i beskæftigelsen: Nu kommer den svære del

Beskæftigelsen steg med over 15.000 personer i august, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Med den seneste fremgang er lidt over halvdelen af de forsvundne job under coronakrisen nu genvundet på få måneder. Men det bliver en lang og sej kamp at genvinde den anden halvdel af de tabte job, fremhæver flere økonomer.

Beskæftigelsen steg med 15.000 personer i august, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det danske arbejdsmarked fortsætter genopretningen efter coronakrisen, der i foråret førte til et historisk hurtigt fald i beskæftigelsen.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen steg med 15.478 personer i august, hvilket er den største stigning i statistikkens historie.

Det er ligeledes tredje måned i træk med fremgang, og over halvdelen af de 79.000 job, som blev tabt i starten af coronakrisen, er nu genvundet.

»Vi kan endnu en gang konstatere, at nok var krisen dyb, men opsvinget har også været meget kraftigt. Vi er hurtigt kommet op igen, bare ikke hele vejen op,« skriver Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar til de nye tal.

»Der mangler stadig knap 38.000 lønmodtagere, før vi er tilbage på niveauet fra februar. Det svarer til, at 1,3 procent af jobbene er forsvundet, og dermed kan man konstatere, at nok går det bedre, men det går altså endnu ikke godt,« tilføjer Las Olsen.

»Vi må ikke lade os rive med«

Las Olsen og flere andre økonomer forventer da også, at det vil komme til at gå mere trægt med fremgangen i beskæftigelsen i de kommende måneder.

»Det er rigtig positivt, at flere er kommet i arbejde i løbet af sommeren, men vi må ikke lade os rive med. Vi har langtfra vundet kampen over corona. De daglige ledighedstal fra Beskæftigelsesministeriet viser desværre, at genopretningen på arbejdsmarkedet er gået i stå her i begyndelsen af efteråret,« skriver cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), Erik Bjørsted, i en kommentar til de nye tal.

»Nedturen kom hurtigt og brutalt. Genopretningen kan blive lang og sej. Hvis genopretningen tager for lang tid, vil flere af de svage grupper blive skubbet længere ud på kanten af arbejdsmarkedet. Det gælder for eksempel ufaglærte og ikkevestlige indvandrere,« skriver Erik Bjørsted.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening ser cheføkonom Anders Borup Christensen også tegn på, at fremgangen på arbejdsmarkedet ikke fortsætter ind i efterårsmånederne.

»Det skyldes ikke mindst, at et stigende antal smittede har medført flere coronarestriktioner gennem september og oktober sammenlignet med sommermånederne, hvor der gradvist blev åbnet op for samfundet efter nedlukningen i foråret,« skriver Anders Borup Christensen

»Muligheden for fortsat fremgang i beskæftigelsen begrænses også af, at det lige nu er meget svært for virksomhederne at agere i den enorme økonomiske usikkerhed, som de lever i. Er en virksomhed usikker på indtjeningen den kommende tid, kan det resultere i, at ansættelsen af ny medarbejdere udskydes, indtil fremtiden fremstår mindre tåget,« skriver Anders Borup Christensen.