Krise på boligmarkedet, gældskrise i Europa og forskrækkede forbrugere - alt sammen årsager til, at danskerne bruger mindre og sparer mere. Men der er tilsyneladende mindst ét sted, hvor vi nægter at gå på kompromis.
De ofte lidt dyrere, økologiske dagligvarer finder på trods af finanskrise og forbrugsforskrækkelse stadig vej til de danske indkøbskurve. Salget af økologi er steget med syv procent siden 2010 på trods af, at salget af fødevarer i almindelighed er faldet.
I runde tal er danskernes indkøb af økologiske fødevarer steget med næsten 900 millioner kroner årligt siden 2008, så salget nu ligger på 5,5 milliarder kroner, viser tal fra Danmarks Statistik.
- Økologien er sprællevende, og vi ser det som et absolut sundhedstegn, at det er nye varer som for eksempel yoghurt, æg samt gryn og mel, der går frem, mens mælken, der i forvejen ligger på en høj markedsandel, holder fast. Det er rigtig godt, at danskerne også har fået smag for andre øko-varer, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i landsbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer.
Det går så godt for økologisalget i Danmark, at vi er det land i verden, hvor der bliver solgt mest økologi per indbygger. I gennemsnit fylder økologien 7,6 procent af vores madbudget, og det kan meget vel blive endnu mere, vurderer Flemming Birch, ekspert i forbrugeradfærd og medindehaver af konsulentfirmaet Birch & Birch.
Han hæfter sig ved, at det fortsat er basisfødevarer som mælk og æg, der har de højeste økologiandele.
- Det største økologiske supermarked i Danmark er Netto. Det viser, at økologien for alvor har bidt sig fast, og mange danskere forbinder det røde Ø-mærke med sundhed. Vi har overbevist hinanden om, at økologi er lig med sundhed og dermed grundlæggende godt, og derfor vil salget fortsætte med at stige, forklarer Flemming Birch.
Han påpeger samtidig, at vores nordiske brødre og søstre køber langt mindre økologi end danskerne. Det skyldes ifølge hans vurdering, at de danske producenter har investeret store beløb i markedsføringen af økologi.
- Fødevarebranchen er en rigtig stærk organisation, der har valgt at satse hårdt på økologiske produkter. Der er ingen tvivl om, at branchen har en stor del af æren for udviklingen, siger Flemming Birch.
Der er dog grænser for danskernes økologi-begejstring.
- For eksempel halter salget af økologisk kød markant efter andre produkter. Øko-kød er meget dyrt i forhold til det konventionelle kød, så der er stadig et element af prisbevidsthed, når danskerne køber ind, siger han.
Hos Landbrug & Fødevarer forventer man, at salget af økologi vil stige med 10-15 procent i 2012.
- Det handler om prioritering. Krisen gør, at folk må spare på de store ting som for eksempel rejser, og så er det rart at holde fast i de nære ting i hverdagen, siger Kirsten Lund Jensen
Selv om branchen altså forventer en fordobling af væksten, er der stadig et stykke op til den vækst, som økologien oplevede mellem 2007 og 2008. Her steg den med hele 27 procent.