Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
For nogle år siden afskaffede vi mellemskatten, og vi har flere gange hævet grænsen for, hvornår vi betaler topskat. Det er den rigtige vej at gå. Men der skal gerne mere til.
Skatten på den sidst tjente krone i Danmark for de højeste indkomster er nemlig for høj. Modsat er det ikke nogen god idé at hæve aktieskatten, som regeringen gerne vil.
Det mener de rige landes samarbejdsorganisation OECD, der kommer med en analyse af det danske skattesystem. Det sker i OECDs seneste landerapport for Danmark, der blev offentliggjort torsdag.
Heri skriver OECD, at det danske skattesystem helt overordnet er godt designet og effektivt. Men der er plads til forbedringer.
Skatten på den sidst tjente krone eller marginalskatten er under gennemsnittet for OECD-landene, når det gælder lav- og mellemindkomsterne.
Men det samme gør sig ikke gældende for de høje indkomster med en marginalskat på 55,9 procent. En så høj marginalskat reducerer den enkeltes lyst til at komme til at tjene flere penge ved at arbejde flere timer eller via mere uddannelse.
Det betyder med andre ord, at det, OECD vil have regeringen til, er at sænke eller fjerne topskatten.
Herudover understreger OECD, at skatten på kapitalindkomst også er høj. Det er med til at lægge en dæmper på lysten til iværksætteri, investeringer og skabelsen af nye job.
»Den øverste marginalskat burde blive sænket, men overvejelser bør også gøres i forhold til at reducere marginalskatten for de mellemindkomstgrupper, der modtager sociale ydelser,« hedder det i rapporten.
Dermed henviser OECD til det samspilsproblem, som nogle familier er fanget i. Hvis de tjener én krone mere, vil deres ydelser fra det offentlige blot blive sat ned i næsten samme omfang.
Vink med en vognstang
Men i rapporten opfordrer OECD ikke kun til skattelettelser. OECD skriver, at det kan være en god idé at øge boligskatterne, samtidig med at man sænker marginalskatten for de højeste indkomster.
Det kan dels foregå ved at reducere rentefradraget yderligere, dels ved at hæve boligskatten.
»For at modvirke de negative konsekvenser for provenuet fra en lavere indkomstskat skal planerne om et nyt vurderingssystem fra 2024 sættes i gang så hurtigt som muligt, herunder bør der ske en reduktion i rentefradraget,« skriver OECD i rapporten.
Hos både Dansk Erhverv og den liberale tænketank CEPOS mener man, at tankerne i rapporten fra OECD er gode.
»OECD konstaterer, at den danske kapitalbeskatning er for høj. Dansk Erhverv er enig, og det må siges at være et vink med en vognstang til regeringen, som ligefrem har foreslået at sætte kapitalbeskatningen op,« siger Jacob Ravn, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv.
»Dansk Erhverv er helt på linje med OECD, når det kommer til kapitalbeskatningen. Kapital er det mest mobile, der findes. Og høj skat er derfor lig med lave investeringer. Skatten skal ned på 27 procent, og hvis den kommer derned, bliver vi konkurrencedygtige«, konstaterer Jacob Ravn.
Helt på linje fremhæver cheføkonom i CEPOS, Mads Lundby Hansen, at en lavere aktieskat vil gøre det nemmere at tiltrække kapital til nye investeringer for små og mellemstore virksomheder.
»Desuden kan det modvirke, at danske vækstvirksomheder lokaliserer sig i udlandet for at få tilført aktiekapital. Forhåbentlig lytter Christiansborg til disse råd,« siger Mads Lundby Hansen:
»Jeg er med på at sænke rentefradraget, mens hvis det skal helt ned på 20 procent, så bør rente- og aktieskat også sænkes til 20 procent, så der er symmetri.«
Bredt forlig om boligskatten
Det har ikke været muligt at få kommentar fra finansminister Nicolai Wammen (S) til rapporten fra OECD. Men hos Socialdemokratiet får den en lidt anderledes modtagelse end hos Dansk Erhverv og CEPOS.
»I forhold til OECD-rapporten hæfter jeg mig først og fremmest ved de pæne ord om krisehåndteringen. Det har en virkning på sundhedssituationen, men også dansk økonomi, der lige nu slår alle rekorder,« siger finansordfører og politisk ordfører for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen.
»Så er det rigtigt, som OECD påpeger, at skal vi blive ved med at reformere vores velfærdssamfund og vores økonomi. Her er den strukturelle beskæftigelse en vigtig parameter. Her peger OECD på topskattelettelser. Det bryder vi os ikke om, fordi de har en social slagside,« siger Christian Rabjerg Madsen:
»Det er godt med, at de bredeste skuldre skal bidrage mest.«
Han fremhæver, at når det gælder boligskatten, har et bredt flertal i Folketinget indgået et forlig om den fremtidige boligskat, hvor der er en sammenhæng mellem værdiforøgelsen af boligen og beskatningen.
»Vi sikrer os, at når boligen stiger i værdi, gør skatten det også. Jeg forstår rapporten fra OECD sådan, at de mener, at det nominelle skattestop på boliger har været uhensigtsmæssigt. Det er jeg enig i,« siger Christian Rabjerg Madsen.