OECD: Det globale opsving har toppet

Den globale økonomi kommer til at tabe fart næste år, forudser OECD. Blandt årsagerne til den lavere vækst er den verserende handelskonflikt mellem USA og Kina.

OECD har nedjusteret sin forventning til væksten i verdensøkonomien. Blandt årsagerne er handelskrigen mellem USA og Kina. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRED DUFOUR / AFP / Ritzau Scanpix

Opsvinget har toppet. Sådan lyder det fra OECD, der netop har nedjusteret sin forventning til væksten i verdensøkonomien det kommende år.

Tidligere ventede OECD, at verdensøkonomien ville vokse med 3,7 pct. næste år, men nu venter organisationen en vækst på 3,5 pct. Og da OECD fastholder sin forventning om en global BNP-vækst på 3,7 pct. i 2018, ser det ud til, at væksten i den globale økonomi har toppet i denne omgang.

Det nedjusterede vækstskøn skyldes forværrede udsigter for nye vækstøkonomier (emerging markets) som Tyrkiet, Argentina og Brasilien, skriver OECD i en pressemeddelelse.

Men handelskonflikter og politisk usikkerhed påvirker også den globale økonomi negativt, fremhævede OECDs generalsekretær, Angel Gurría, i forbindelse med offentliggørelsen af organisations økonomiske prognose for verdensøkonomien.

»Handelskonflikter og politisk usikkerhed øger de vanskeligheder, som regeringer har verden over i forsøget på at sikre en stærk, holdbar og inkluderende vækst,« sagde Angel Gurría, som også kom med en opfordring til verdens ledere:

»Vi opfordrer politikerne til at hjælpe med at genetablere tilliden til det internationale regelbaserede handelssystem, som styrker væksten og forbedrer levevilkårene, især for de svageste.«

Og handelskonflikten mellem USA og Kina har allerede påvirket den globale økonomi. Ifølge OECD har handelskonflikten reduceret den globale økonomiske aktivitet i indeværende år med 0,1-0,2 procentpoint. Men det kan blive meget værre. OECD estimerer, at væksten i verdensøkonomien kan falde til tre pct. i 2020, hvis USA sætter en told på 25 pct. på alle varer fra Kina.

OECD er ikke den eneste organisation, der ser mindre optimistisk på verdensøkonomien end tidligere på året. I starten af november nedjusterede Den Internationale Valutafond, IMF, også sit skøn for væksten i den globale økonomi i 2019. IMFs vækstskøn blev også nedjusteret med 0,2 procentpoint – fra 3,9 pct. til 3,7 pct.