OECD anbefaler flere grønne skatter

Grønne skatter er vejen frem og allerhelst i form af en direkte skat på udledning af CO2.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Økonomerne i OECD tager i en ny rapport et opgør med modstanden mod grønne skatter og peger nu på grønne skatter som en effektiv vej til at nå det tredobbelte mål om at sikre stabile skatteindtægter i fremtiden, reducere udledningen af klimagasser og sikre de bedste vilkår for vækst.

Det skriver dagbladet Børsen.


Generalsekretæren i OECD, Angel Gurria, siger i et eksklusivt interview med dagbladet Børsen og med miljøredaktøren på Financial Times, Fiona Harvey, at dagsordenen i den klimaøkonomiske debat har ændret sig på grund af den økonomiske krise.

»Argumentet for grønne skatter er styrket,« siger Angel Gurria.

Generalsekretæren for OECD er i næste uge hovedtaler på en stor konference om grøn vækst arrangeret af Klimakonsortiet. Konferencen er et led i regeringens egen grønne vækststrategi, og både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og klima- og energiminister Lykke Friis (V) er blandt talerne.


»Op til krisen, da Stern-rapporten om klimaudfordringen blev offentliggjort, var der ikke et stort behov for at tale skat. Vi havde et økonomisk boom, der var masser af job. Ikke mere. I dag har vi både høj ledighed, og ingen har penge nok,« siger Gurria med henvisning til, at klimatopmødet i København, COP15, især kom til at handle om at skabt et globale system med handel med CO2-kvoter frem for om en global CO2-skat.

Det nye udspil fra OECD handler imidlertid ikke om en global CO2-skat, men om at indføre en national beskatning af CO2 og nationale politikker for at sikre grøn vækst gennem et effektivt skattesystem og en tilskyndelse til at udvikle nye energi- og klimateknologier.

»Vores nye udspil er en pakke af politiske forslag, som handler om skat. Skat er et instrument, og en skat er en pris samt en kilde til indtægter. Vi kan bruge skat, eller vi kan bruge kvotehandel. Vi skal fra OECD's side være neutrale i forhold til både det ene og det andet,« siger Gurria.


Han forventer, at usikkerheden om, hvordan handlen med CO2-kvoter bliver i fremtiden, vil få mange regeringer rundt omkring i verden til at tage grønne skatter op på ny. Det har Danmark allerede gjort.

En opgørelse foretaget af OECD i den nye rapport om grøn vækst viser, at Danmark allerede har verdens næsthøjeste grønne skatter, kun overgået af Holland. Oven i købet indebærer regeringens skattereform fra 2009, at de grønne danske skatter vil fortsætte med at stige i de kommende år. Samlet anslår den danske regering, at de grønne danske skatter vil stige med 8 mia. kr. på grund af skattereformen.

»Det handler om at justere på fordelingen af skatterne. Det handler ikke bare om at hæve skatterne. Vi kan se, at nogle lande har brug for at hæve skatterne af hensyn til statsfinanserne. Her er grønne skatter en ny indtægtskilde. I andre tilfælde kan de grønne skatter bruges til nedsætte selskabsskatterne og skatten på arbejde,« siger Angel Gurria.