Obligationer: Behersket reaktion i vente på nøgletal fra USA

Der er udsigt til en relativt rolig start på den danske handel med statsobligationer tirsdag morgen, om end skuffende nøgletal fra USA mandag kan lægge et pres på renten fra morgenstunden.

Læs mere
Fold sammen

Fredag faldt renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation 3 basispoint til 0,54 pct. efter svage data fra det amerikanske arbejdsmarked, hvor både jobskabelsen og lønstigningerne landede under markedets forventninger ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

Mandag fulgte der ligeledes et sæt skuffende nøgletal fra USA - blandt andet Markits opgørelse over de amerikanske indkøbschefers aktivitetsindeks for servicesektoren, som viste en værdi på 53,6 i maj mod de ventede 54,0, mens den tilsvarende ISM-måling for servicesektoren viste 56,9 i maj mod de ventede 57,1.

Fabriksordrerne faldt som ventet 0,2 pct. i april efter en stigning i marts på 1,0 pct., mens ordreindgangen på varige forbrugsgoder droppede 0,8 pct. på månedsbasis i april, hvor økonomerne havde forudset et fald på 0,6 pct.

Renset for transportsektoren lå ordreindgangen 0,5 pct. lavere i april end i marts, mens den faldt 0,4 pct. måneden før. Her var ventet et fald i april på 0,2 pct.

Alligevel er det en klippefast tro på, at Federal Reserve vil hæve renten på næste uges møde i det pengepolitiske udvalg. Ifølge Reuters peger data på en sandsynlighed på 93,6 pct. for en renteforhøjelse på 0,25 pct.point.

Tirsdag morgen bliver den tiårige rente i USA handlet med en rente på 2,16 pct., og det er godt og vel samme niveau, som da markedet lukkede herhjemme fredag. Der er ikke de store nøgletal på programmet tirsdag. Fra eurozonen kommer der dog tal for detailsalget i april.

/ritzau/FINANS