Nyt tryk på pauseknappen fra USA til kæmpe hjælpepakke

For anden gang på under et døgn er det ikke lykkedes for det amerikanske senat at nå til enighed om en hjælpepakke på op mod to billioner dollar.

 
Coronavirus har ramt USA, og Trumps kurs har fået hård kritik. Video: Reuters, Ritzau Scanpix, redigering: Caroline Nørkjær

Senatet i USA har endnu en gang vendt tommelfingeren nedad til en kæmpe hjælpepakke til amerikansk økonomi.

Dermed har de amerikanske politikere på ny trykket pauseknappen i bund.

»Der er ingen overraskelser i det seneste afstemningsresultat i Senatet. Republikanerne fremsatte samme forslag som søndag og opnåede samme resultatet. Det ændrer ikke på, at forhandlingerne fortsat fortsætter med uformindsket kraft. Også selv om beskyldninger og hårde ord er fløjet frem og tilbage mellem de to partier,« siger Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie.

Det er anden gang på under et døgn, at en omfattende hjælpepakke på op mod to billioner – 2.000 milliarder – dollar ikke bliver stemt igennem.

Aktiefald på Wall Street

Det store industritunge Dow Jones-indeks faldt med 3,04 pct. til 18,591 point - den laveste lukkekurs siden november 2016. Det brede S&P 500-indeks sluttede 2,93 pct. lavere, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt 0,3 pct.

Søndag stemte Demokraterne i Senatet første gang imod en pakke, der skulle hjælpe det amerikanske samfund under coronakrisen. Demokraterne mener ikke, at hjælpepakken støtter nok op om den almene amerikaner, men primært hjælper erhvervslivet.

Tidligere mandag var den demokratiske mindretalsleder Chuck Schumer dog optimistisk i forhold til at nå en aftale om en hjælpepakke.

»Vi er meget tæt på at nå en aftale. Meget tæt på. Og vores mål er at nå en aftale i dag,« sagde Schumer.

USAs finansminister, Steven Mnuchin sagde desuden til CNBC, at Republikanerne og Demokraterne var »meget tæt på« at blive enige om en hjælpepakke.

Enige blev parterne dog ikke. Ifølge Berlingskes økonomiske redaktør er den store knast fortsat, hvordan hjælpen til de store virksomheder skal udmøntes. Dette arbejder man nu videre på at løse.

»Afstemningen finder sted samme dag, som den amerikanske centralbank kommer med en super version af »whatever it takes«. I takt med at smitten spredes og økonomiens frie fald bliver stadig tydeligere, bliver presset på Kongressen for handling også større,« siger Ulrik Bie.