Nyt stort hop i ledigheden – største stigning siden 1. juli

Torsdag meldte 6.712 danskere sig ledige. Det højeste antal nytilmeldte ledige siden 1. juli.

Flere danskere har måttet gå den tunge gang og melde sig ledig. Første dag i oktober bød på det højeste antal nytilmelte ledige siden 1. juli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det er for tidligt at komme med håndfaste konklusioner, men 1. oktober bød på et nyt stort hop i antallet af nytilmeldte ledige. Mere præcist meldte 6.712 sig ledige torsdag. Siden april har i gennemsnit 6.000 personer meldt sig ledige den første hverdag i hver måned. Torsdagens antal nytilmeldte ledige er det højeste siden 1. juli.

I alt er der nu 160.682 ledige danskere. Det er 28.932 flere, end da coronakrisen tog fart 9. marts. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Nervøsiteten for, hvordan det kommer til at gå med ledigheden her i efteråret har været stor. Bliver vi ramt af en anden runde af coronakrisen? Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank, bemærker, at det er rigtigt mange danskere, som nu står uden et job, men han understreger, at det er for tidligt at drage håndfaste konklusioner.

Økonom i Arbejdernes Landsbank Anders Christian Overvad

»Dansk økonomi står i en meget skrøbelig tid, og ser vi fremad, forventer vi desværre, at ledigheden igen vil begynde at stige.«


»Vi kender først det potentielle antal afmeldte ledige med en dags forsinkelse, hvorfor dagens tal ikke tager højde for, at også mange har afmeldt sig som ledige. Det er altså ikke mejslet i sten, at ledighedskøen er blevet meget længere på trods af de mange tilmeldinger i går. Vi kommer dog ikke udenom, at relativt mange meldte sig ledige i går,« skriver Anders Christian Overvad.

»Dansk økonomi står i en meget skrøbelig tid, og ser vi fremad, forventer vi desværre, at ledigheden igen vil begynde at stige. Mange virksomheder står i en ny økonomisk virkelighed i et lavere gear end før, og de vil nu se ind i en trimmeperiode, hvor medarbejderstaben tilpasses den nye situation. Den nye virkelighed kommer ikke kun som følge af coronarestriktioner, men også som følge af et lavere økonomisk tempo i ind- og udland,« skriver han videre.

Turbulent tid

Da coronakrisen begyndte, valgte Beskæftigelsesministeriet at offentliggøre daglige tal for antallet af nytilmeldte ledige. Antallet steg kraftigt i begyndelsen af nedlukningen, men hen over sommeren har det set bedre ud. Ved hver månedsskifte har tallene ekstra opmærksomhed, fordi danskere med en opsigelsesvarsel melder sig ledige i starten af en måned.

Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation (LH), fremhæver, at ved udgangen af august var 30.000 danskere sendt hjem på lønkompensation. Den ordninger nu udløbet, og han mener, at en række af dem vil melde sig ledige i løbet af de kommende uger og måneder.

»Hvis man troede, at den økonomiske turbulens var slut, og vi nu kun døjer med en sundhedskrise, så er dagens tal en god reminder om, at det ikke er tilfældet. Vi plejer normalt at se hop i ledigheden den første dag i måneden, da mange opsigelsesvarsler typisk udløber ved månedsskift, men dagens hop er blandt de største under krisen. Det hører dog med til historien, at vi ved tidligere månedsskift har set, at afmeldte ledige først blev registreret dagen efter de tilmeldte. Derfor kan hoppet i ledigheden blive reduceret de kommende dage,« skriver Niklas Praefke i en kommentar.

Han fremhæver, at udsigterne for den internationale økonomi desværre ikke er så gode. Og som en lille, åben økonomi er vi meget udsatte for dyk i de internationale konjunkturer.

»Tilbageslaget i global økonomi kan ramme Danmark med forsinkelse og skabe en ny bølge af problemer,« skriver Niklas Praefke.

Cheføkonom i fagforeningen 3F Frederik I. Pedersen understreger, at det trods alt er gået den rigtige vej med ledigheden.

»Når de daglige ledighedstal sammenlignes med de præcis samme dage sidste år, er det vores vurdering, at vi har fået reduceret næsten halvdelen af den stigning i ledigheden, der kom i forbindelse med nedlukningen. Vi har således siden slutningen af maj set en klar positiv tendens i de her arbejdsløshedstal,« siger Frederik I. Pedersen.

»Om der er opbremsning eller endda ny stigning på vej efter de seneste restriktioner og retningslinjer, er endnu for tidlig konkludere. Det står dog klart, at det ikke bliver en snorlige genopretning,« siger Frederik I. Pedersen.