Nykredit: Svag krone, lav rente og billig olie giver optimisme

Efter en solid start på 2015 har det økonomiske opsving mistet fart og aktiekurserne raslet ned, i takt med at råvarepriserne har genfundet det laveste niveau i en årrække.

Optimisme præger den danske økonomi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Thaysen

Ikke desto mindre er der masser af optimisme af spore hos Nykredits chefanalytiker Tore Stramer.

- Det er vores forventning, at opsvinget vil styre fri af problemerne og igen genvinde fart hen over de kommende måneder. Det betyder også, at vi holder fast i, at BNP-væksten i år samlet set ender på cirka 2 pct., skriver Tore Stramer i en ny analyse.

Tore Stramer peger på tre parametre, der giver grund til at være optimistisk for dansk økonomi.

- For det første er den gennemsnitlige oliepris målt i danske kroner i de første knap otte måneder af 2015 faldet med næsten 50 pct. i forhold til niveauet i 2014. For det andet er den handelsvægtede danske krone blevet svækket med godt 4 pct. i samme periode. Og for det tredje er de helt korte etårige renter også faldet med knap 0,5 pct., skriver chefanalytikeren.

Nykredit estimerer, at disse faktorer potentielt kan løfte BNP med 2,1 pct. og øge beskæftigelsen med 39.000 personer i 2015.