Nye stimulanser i sigte fra USA

USAs centralbank ventes fredag aften dansk tid at annoncere en ny runde med opkøb af obligationer, der skal presse renten ned og pumpe penge ud i økonomien.

Foto: STAN HONDA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nye økonomiske stimulanser kan være på vej til den hårdt pressede amerikanske økonomi, som står med en arbejdsløshed over ni procent, en svag og aftagende vækst og et udpint boligmarked.

De finansielle markeder har i hvert fald sat næsen kraftigt op efter, at USAs centralbank fredag aften dansk tid annoncerer en eller anden form for nye pengepolitiske lempelser. Det mest ventede er, at der kommer en ny runde med opkøb af statsobligationer, kaldet kvantitative lempelser, som presser renten ned og pumper store summer ud i økonomien.

Der er centralbankchef Ben Bernanke, som ventes at annoncere dette, når han i aften klokken 16.00 dansk tid betyder at tale på det traditionsrige årlige møde i bjergbyen Jackson Hole i Wyoming i det nordøstlige USA, hvor centralbankchefer, finansministre og mange andre prominente gæster har sat hinanden i stævne hvert eneste efterår siden 1978.

Troen på, at Federal Reserve igen vil begynde at købe obligationer op i markedet er så stor, at det i de sidste dage har presset renten ned, sendt aktiekurserne op og også fået den amerikanske dollar til at falde lidt i kurs.

Men seniorøkonom i Sydbank Werming K. Pedersen advarer mod at finansmarkedet måske bliver skuffet.

»Der skal noget endnu mere alvorligt til, før Federal Reserve igen begynder at købe obligationer op. Det kan ske, hvis væksten truer med at blive negativ, men det er ikke tilfældet endnu. Samtidig er kerneinflationen, fraregnet energi og fødevarer, oppe på 1,8 procent, mens den var helt nede på 0,9 procent i august sidste år, hvor man sidst annoncerede et opkøbsprogram,« siger Werming K. Pedersen.

Ind til videre har der været to runder med kvantitative lempelser, hvoraf den første fandt sted i 2009, mens den anden blev annonceret i Jackson Hole sidste år ved denne tid, og gennemført i over seks måneder frem til udgangen af juni, hvor Federal Reserve samlet købte obligationer op for 600 milliarder dollar.

Tiltag som disse er helt unikke i et historisk lys og har aldrig før fundet sted i nyere tid og i hvert fald ikke siden 1930’erne. Det er fordi, Federal Reserve allerede har sat renten ned til tæt ved nul procent, at de tager disse mere utraditionelle tiltag i brug.

En mulighed er også, at Federal Reserve vælger at købe obligationer op med lang løbetid, og sælge korte papirer, sådan at den lange rente, som har særlig stor betydning for boligmarkedet, presses ned, mens den korte renten som er historisk lav, presses op. De 2-årige renter i USA er helt nede omkring 0,22 procent, mens den 30-årige rente ligger omkring fire procent.

Kommer der en ny bølge med opkøb af obligationer, vil det presse dollaren ned, og få mange råvarer til at stige i pris, lige som aktierne sandsynligvis også vil stige i kurs. Kommer der ikke nye opkøb, vil de finansielle markeder blive skuffet, hvilket kan få renten til at stige og aktierne til at falde sidst på eftermiddagen i dag.

Sidste år sagde Ben Bernanke i Jackson Hole, at Federal Reserve, vil gøre alt, »hvad den kan for at sikre en fortsat økonomisk opgang og at opkøb af obligationer kan komme på tale, hvis den økonomiske vækst aftager.« To måneder senere indledte han de historisk store opkøb af obligationer for 600 milliarder dollar.