Nye hårde toner fra USA – rentetoget kører igen

Den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, fandt mandag igen det store retoriske baseballbat frem. Dermed er en hård rentekurs i USA igen tilbage på dagsordenen i de finansielle markeder. Det er dog ikke kun på den anden side af Atlanten, at der er stigende forventninger til rentekurven forude.

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, har igen lagt op til en serie af hurtige og store renteforhøjelser. Samuel Corum/AFP/Ritzau Scanpix

Så varede roen ikke længere.

Da den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i sidste uge fremlagde sit syn på økonomien og behovet for renteforhøjelser, var det i den hårde ende af skalaen. Men formanden, Jerome Powell, fulgte ved pressemødet samme strategi, som formanden for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, havde anlagt ved ECBs kursjustering ugen før: lad handlingerne tale for sig selv. Der er ingen grund til at bære mere ved til bålet.