Ny tænketank for miljø og energi

Ny tænketank skal sikre, at eksperter og erhvervslivet også kommer med indspark til politiken på områderne.

En ny tænketank for miljø- og energipolitik skal sikre, at politikerne får indspark fra erhvervsliv og eksperter og ikke bare fra embedsmændene, når de langsigtede miljø- og energiplaner skal føres ud i livet, skriver dagbladet Børsen torsdag.

Det foreslår Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo, og den idé bliver mødt med åbenhed fra et flertal i Folketinget.

Regeringen arbejder netop nu på en stærkt forsinket plan for Danmarks energiforbrug frem mod 2025 med overordnede mål for andelen af vedvarende energi, men de konkrete redskaber til at nå målet skal udvikles undervejs, og derfor er der brug for en permanent tænketank, mener V-ordføreren.

»Det er vigtigt, for der er i øjeblikket en voldsom grøde både om drivhuseffekten og klimapolitikken, og vi skal lægge planer for de næste 20-25 år. Derfor mener jeg, at for at få mere dynamik og nye tanker ind, så er det vigtigt, at der kommer andre input end blot de, der kommer fra ministerierne,« siger Eyvind Vesselbo til Børsen.

Kilde: Dagbladet Børsen