Ny rigsstatistiker varsler nye tider hos Danmarks Statistik

Danmarks Statistik skal være mere analytisk og satse endnu mere på formidling, bebuder Jørgen Elmeskov, der er kendt for sine barske og syleskarpe budskaber fra OECD.

Efter 27 år som topøkonom i OECD i Paris glæder Jørgen Elmeskov sig nu over at have fået et større kontor hos Danmarks Statistik på Østerbro. Foto: Christian Liliendahl Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nye vinde skal over de kommende år blæse hen over talfabrikken Danmarks Statistik på Østerbro i København, der blandt andet skal satse mere på analyser og formidling.

Danmarks Statistik er kendt for at sprøjte nærmest endeløse rækker af tal, tabeller, grafer og kurver ud i en lind strøm året rundt. Mere end 1.000 statistikpublikationer pumpes ud om året. Det er alt lige fra tykke årbøger til de mindre, men meget omtalte nyheder om arbejdsløsheden, danskernes lyst til at købe nye biler, den økonomiske vækst og betalingsbalancens udvikling, der sendes på gaden i en konstant og stigende mængde.

Jørgen Elmeskov har netop sat sig til rette i chefstolen for denne hæderkronede institution, der kan føre sin historie helt tilbage til 1850, hvilket er kun ét år efter, at Grundloven blev indført herhjemme.

Han kommer dermed til at stå i spidsen for en af grundpillerne i det danske demokrati, som med 550 medarbejdere og et årligt budget tæt ved 400 millioner kroner forsyner offentligheden med uafhængige og faktuelle oplysninger om, hvordan det danske samfund udvikler sig.

Bidrag til debatten

Den nye rigsstatistiker Jørgen Elmeskov har en fortid som topøkonom i den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD i Paris, hvor han var ansat i 27 år. Her blev kan kendt for at udsende stribevis af barske og nærmest syleskarpe budskaber – også til Danmark. Jørgen Elmeskov vil fortsætte med at blande sig i samfundsdebatten; også selv om han nu skal forsøge at være så neutral som muligt.

»Det er ufatteligt fristende, og jeg ved ikke, om jeg altid vil kunne holde mig på dydens smalle vej. Men det gælder så helt klart om at signalere, hvor det er Danmarks Statistik, og hvor det er hr. Elmeskov, som taler.«

Jørgen Elmeskov understreger dog, at Danmarks Statistik fortsat skal være en uafhængig institution, som fremlægger data, alle kan stole på.

»Så det gælder om ikke at underminere troværdigheden ved at kaste sig ud i enhver diskussion, man kan finde,« siger han.

»Men det er ønskeligt, at vi bliver mere aktive i samfundsdebatten, når det handler om statistik og om, hvorvidt den bliver brugt på rette vis. Vi har til opgave at fodre debatten med faktuelle forhold. Det er et af vores basale formål. Derfor vil vi gerne oftere fremover pege på, om argumenterne er tæt på fakta, og hvad der er op og ned, når et eller andet vigtigt emne diskuteres. Vi kan på den måde tilføje noget til langt de fleste samfundsdiskussioner.«

Jørgen Elmeskov indrømmer, at Danmarks Statistik skal være mere åben om det, institutionen er mindre god til. Derfor skal den oplyse, hvis enkelte statistikker bliver overfortolket og ikke tegner et klart billede.

»Der er i det hele taget behov for at gøre noget mere på formidlingssiden. Konkret kigger vi derfor også på, om vi skal anvende Twitter til at lancere nyheder på.«

Ingen færdig handlesplan

Jørgen Elmeskov vil også gerne gøre Danmarks Statistik mere analytisk, hvilket netop OECD er kendt for.

Om det skal ske i større, enkelte publika- tioner om udvalgte emner eller mere løbende, er noget, Jørgen Elmeskov vil se på.

»Jeg kommer ikke med en færdigskrevet handlingsplan om, hvordan det hele skal udvikle sig. Men verden ændrer sig hele tiden, og derfor må vi naturligvis gå med. Men jeg ser gerne, at vi bevæger os i retning af mere analyse, som OECD er kendt for. Men vi kommer ikke i nærheden af OECD i min tid.«

At flytte fra det pulserende Paris til det mere stille Østerbro i København vil de fleste nok opfatte som et stort spring. Måske endda som lidt af en nedtur.

Men Jørgen Elmeskov glæder sig over, at han har fået et bedre og større kontor, end han havde på det imponerende Château de la Muette i Paris, hvor OECD har hovedsæde.

»Godt nok er slottet imponerende. Men kontorerne er noget mindre. Så dette her er en forbedring. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville hjem til Danmark på et tidspunkt, og så kom den her chance. Så det var ganske enkelt nu eller aldrig. Mit liv er blevet bedre af dette her. Ellers havde jeg ikke gjort det. Selv om det internationale miljø er inspirerende, skal man ikke underkende, hvor meget nyt man kan lære her på Danmarks Statistik,« siger Jørgen Elmeskov.