Ny rentemelding fra ECB. Ingen grund til panik i sommerlandet

Som forventet fastholdt Den Europæiske Centralbank (ECB) sine renter på torsdagens møde. Der var heller ikke nye røgsignaler til de danske boligejere om, hvad der sker med renten til efteråret. Men er intet nyt også godt nyt?

Den Europæiske Centralbank (ECB) under ledelse af Christine Lagarde bevæger sig langsomt, men sikkert, mod endnu en rentenedsættelse.  Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

Der var ingen overraskende rentemeldinger fra Den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt. Den toneangivende rente blev fastholdt på 3,75 procent efter den lille rentenedsættelse i juni. Det betyder også, at Nationalbankens ledelse ikke behøver at blive forstyrret i sommerlandet. Der kommer heller ingen renteændring fra den danske centralbank i dag. 

ECB vurderer, at nøgletal i træskolængder understøtter centralbankens forventning om, at inflationen gradvist vil aftage. Men også, at »det hjemlige prispres stadig er højt, serviceinflationen forhøjet, og at den samlede inflation sandsynligvis vil forblive over målet (om to procent, red.) godt ind i det nye år.« Inflationen var på 2,5 procent i juni, mens kerneinflationen – uden energi og fødevarer – var på 2,8 procent.