Ny kulegravning af danmarkshistoriens største skattetyveri

For femte gang skal danmarkshistoriens største skatteskandale om svindel for mere end 12 milliarder kroner i udbytteskat undersøges. Det skriver Politiken.

Foto: ERIK REFNER. ARKIVFOTO. Skatteminister Karsten Lauritzen siger, at et flertal har indgået aftaler om ejendomsvurderinger og en genopretning af Skat. (ze diverse Ritzau historier) ARKIVFOTO 2015- - Se RB 11/4 2016 06.34. Den totale nedlukning af det skandaleramte inddrivelsessystem EFI har sendt mængden af penge, danskerne skylder i skat, op med flere milliarder. (Foto: ERIK REFNER/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

Det bliver ifølge avisen efter alt at dømme et advokatfirma, der skal finkæmme papirbunkerne og forsøge at placere et ansvar i sagen.

Ifølge Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, er det ikke til at leve med, at der trods adskillige undersøgelser endnu ikke er placeret et ansvar.

»Det her er så stor en skandale, at vi er nødt til at forstå, hvad der er gået galt, og hvordan vi undgår noget lignende i fremtiden,« siger han til Politiken.

DF bakker på linje med regeringspartierne og Socialdemokratiet op om en advokatundersøgelse.

Socialdemokratiet håber på, at den politiske aftale kan komme på plads inden jul, så selve undersøgelsen kan begynde allerede i januar, siger partiets skatteordfører Jesper Petersen til Politiken.

Siden afsløringen i 2015 er udbyttesagen ellers blev vendt og drejet.

Først i en intern revisionsundersøgelse i Skat. Dernæst af Rigsrevisionen, så af Skats egen borger- og retssikkerhedschef. Og så sent som i september afleverede Kammeradvokaten en redegørelse i sagen.

Den "frikendte" de tre skattechefer, der ellers var blevet udpeget som hovedansvarlige for myndighedernes svigt.

Men lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet Sten Bønsing tvivler på nytten af en ny undersøgelse.

»jeg har svært ved at se, hvad der overhovedet skal komme ud af en undersøgelse mere«, siger han til Politiken.

»Jeg tror ikke på, at der nogensinde bliver placeret et entydigt ansvar i denne sag, men jeg forstår så udmærket, at politikerne har brug for at prøve, for det er svært at forstå - også for befolkningen, tror jeg - at der ikke er nogen, der har et ansvar i så stor en skandale.«