Ny beskæftigelsesminister følger Thornings kurs

Hvis ikke Danmark skal blive fattigere, så er der behov for at fortsætte de tidligere regeringers reformspor, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen. Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen vil fortsætte reformkurs.
Læs mere
Fold sammen

Måske er det fordi, at han har tilbragt hele sin karrriere udenfor Christiansborgs mure. I hvert fald lader det ikke til, at landets nye beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen vil deltage i det sædvanlige politiske mudderkasteri.

I forbindelse med et interview til TV2 Finans mandag sagde den tidligere økonomiske vismand, dommer og mangeårige direktør for arbejdsgiverorganisationen DA, at han i store træk har tænkt sig at fortsætte det arbejde hans socialdemokratiske forgængere på ministerposten var i gang med.

»Det er jo også sådan, at vi viderefører en linje, der har præget de tre sidste regeringer, nemlig en reformlinje af forskellig karakter,« sagde han og forsætte:

»Det er helt afgørende, at reformlinjen bliver videreført. Ellers nærmer vi os nogle mætningspunkter, som ville medføre, at Danmark ikke får helt så meget gang i væksten, som vi ellers ville kunne have fået. Vi ville altså blive fattigere, end vi ellers kan blive.«

Hvem der fører hvis politik kan diskuteres. Men sikkert er det, at ledigheden har været støt faldende i en længere periode. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden i løbet af den seneste måned er reduceret med 1400 personer, så der nu samlet set er 4,6 procent, der går uden arbejde.

»Det er jo stort set udtryk for stabilitet på ledighedsområdet, men med en meget svag faldende tendens. Og det er i sig selv positivt,« sagde Jørn Neergaard Larsen.

Han advarerede dog om at lade sig forblænde af de relativt lave arbejdsløshedstal. Der findes nemlig også et stort antal voksne mennesker, der i dag står uden arbejde, men af forskellige årsager ikke optræder i statistikkerne.

Der skal fokus på at få flere danskere i arbejde, så de store virksomheder ikke i stigende grad rekrutterer udenfor landets grænser, mener ministeren.

»Det er godt for virksomhederne. Det er godt for udlændingene. Men det er rigtigt skidt for velfærdssamfundet i Danmark,« sagde han til TV2 Finans.

Nye BNP-tal viste mandag, at den danske økonomi kun er vokset med beskedne 0,2 procent i andet kvartal.

Se hele indslag med Jørn Neergaard Larsen herunder.