»Nu er det så op til medlemmerne at påvirke processen,« siger Naser Khader, der i oplægget stiller en række spørgsmål. Et af dem lyder kort og godt: »Hvordan kan en skattereform finansieres?«
Af oplægget fremgår det dog, at skattereformen ikke vil blive finansieret krone for krone.
»En skattereform kan godt give underskud for statskassen de første år, men samtidig vil den skabe ny dynamik og økonomisk vækst, som kommer hele samfundet til gode på længere sigt. Dermed kommer pengene mangefold tilbage,« står der.
Men Naser Khader vil ikke give et bud på, hvor og hvor mange penge partiets medlemmer skal finde, før reformen hænger sammen.
Udspillet imponerer ikke skatteminister Kristian Jensen (V).
»Det er et spørgsmål om at spille hasard med fremtidige generationers økonomi. Det hænger ganske enkelt ikke sammen, hvis ikke man direkte kan påvise, hvor man vil hente pengene,« siger han.
Socialdemokratiets gruppeformand, Carsten Hansen, kalder oplægget for »fuldstændig økonomisk uansvarligt«.
Naser Khader afviser, at partiet slipper for nemt om ved tingene.
»Det synes jeg ikke. I modsætning til de andre partier tager vi bare vores medlemmer alvorligt,« siger han.
Kilde: Jyllands-Posten