Nu kommer arbejdspladserne

Der kom 5.200 flere danskere i arbejde fra 2. til 3. kvartal. Økonom fremhæver, at der derved ikke længere er tale om et jobløst opsving.

Der er kommet lidt mere gang i det danske byggeri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Så er der lidt positive toner fra det danske arbejdsmarked. Stadig flere danskere har fået arbejde. Fra 2. til 3. kvartal voksede den samlede beskæftigelse med 5.200 personer. Ikke nogen voldsom fremgang, men alligevel nok til at få økonomerne til at vejre lidt morgenluft.

Det er Danmarks Statistik, der har sendt tallene på gaden. De viser, at den private beskæftigelse steg med 3.000 personer. I det offentlige er der en ganske pæn fremgang, men langt størstedelen skyldes, lærerne igen var kommet i arbejde efter konflikten.

Når der tages højde for det bliver plusset i det offentlige en del mindre, og den samlede beskæftigelse lander på en fremgang på lidt over de 5.000 ansatte.

Danske Bank bemærker, at fremgangen ikke er voldsom, men den skal ses i lyset af, at væksten i den danske økonomi ikke er særlig stor. Det får Danske Bank til at konkludere, at der ikke er tale om et jobløst opsving, som mange ellers har frygtet.

»Der er blot om et så svagt opsving, at det endnu ikke er begyndt at skabe arbejdspladser i større størrelsesorden. Det er på ingen måde overraskende eller unaturligt. Hvis noget, så er det faktisk overraskende, at beskæftigelsen allerede er begyndt at stige en smule,« lyder det fra cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.

Seniorøkonom i BRFkredit Mikkel Høegh er meget enig. Han hæfter sig ved, at beskæftigelsen steg med 1.100 fuldtidspersoner inden for bygge og anlæg. Herudover har erhvervsservice generelt har oplevet 1.000 flere lønmodtagere.

»Det er ganske afgørende for udviklingen i dansk økonomi, at der skabers arbejdspladser. Det giver generelt tro på fremtiden, og dermed kan det forhåbentlig lirke tegnedrengen op af baglommen, så vi kan få et mere normaliseret privatforbrug,« siger Mikkel Høegh.

»Sker det, vil vi få brudt med den negative hvirvelvind, der har domineret udviklingen i dansk økonomi de seneste år,« siger Mikkel Høegh.