Nu kan Super-Mario godt finde penge-bazookaen frem

Forbrugerpriserne i eurozonen faldt overraskende med 0,2 procent i februar og lægger dermed yderligere pres på chefen for Den Europæiske Centralbank.

Mario Draghi Fold sammen
Læs mere
Foto: YVES HERMAN

Mario Draghi kan godt begynde at lade penge-bazookaen. Deflations-spøgelset truer for alvor, viser de netop offentliggjorte forbrugerpristal for eurozonen for februar.

Inflationen i de 19 eurozone-lande faldt i februar med 0,2 procent, hvor der var ventet et rundt 0. I januar lå inflationen på 0,3 procent, skriver Bloomberg.

Kerneinflationen, som udelukker volatile elementer som fødevarer og energi, lå på 0,7 procent, hvilket var et fald på 0,3 procent i forhold til januar.



Med godt én uge til næste ECB-møde er der lagt pres på Draghi for at komme med nye, pengepolitiske tiltag, vurderer Tine Choi, seniorstrateg i Nordea, over for Ritzau Finans.

- Tallene giver helt klart Mario Draghi argumenter for at søsætte flere pengepolitiske tiltag. Han får ammunition til at gøre noget mere, for det vil være katastrofalt, hvis vi kommer i deflation i eurozonen, siger hun.

Nordea venter ifølge Ritzau Finans, at ECB vil sænke renten og samtidig øge opkøbsprogrammet med 10 mia. euro om måneden ved det næste rentemøde. I forvejen pumper banken 66 milliarder euro om måneden ud i økonomien.