Nu går dampen af danskernes boligfest – ét forhold vil bremse priserne

Boligpriserne vil stige med omkring ti procent i år, men det meste af stigningen er allerede kommet, og resten af året vil boligfesten blive mere normal, lyder det i ny prognose. Der er dog en vigtig forudsætning, der skal være opfyldt.

Coronakrisen har sat gang i det danske boligmarked, og priserne er skudt i vejret. Men nu kan mere rolige tider være på vej. Thomas Lekfeldt

Coronakrisen har sat fuld tryk på det danske boligmarked, men nu begynder festen at flade ud. Renten stiger, og danskerne får flere boliger at vælge mellem, når de går på jagt efter et nyt hjem.

Det anslår Arbejdernes Landsbank i en helt ny prognose for den danske økonomi, hvor der også er en spådom for det danske boligmarked. Helt på linje med Danmarks Nationalbank mener Arbejdernes Landsbank, at huspriserne vil stige med 9,5 procent i år, mens ejerlejlighederne vil stige ti procent i pris.

Men Arbejdernes Landsbank mener, at størstedelen af boligfesten er slut for i år. For resten af året mener banken, at både huse og ejerlejligheder kun vil stige med omkring 2,5 procent i pris. Hvis det bliver tilfældet, er vi tilbage i mere normale tilstande på det danske boligmarked.

Det skyldes dels en stigende rente. Ved indgangen til i år var renten på det fastforrentede boliglån på 0,5 procent. Det er siden kommet op på to procent.

Vigtigere for boligpriserne er dog, at udbuddet af boliger til salg vil begynde at vokse igen. Det er i øjeblikket det laveste i 14 år.

»Der er masser af nye boliger til salg, men de er hidtil  blevet revet væk. Nu ser vi små tendenser til en faldende aktivitet på boligmarkedet. Det kan give luft til, at udbuddet af boliger kan komme lidt op,« siger cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre.

»Sidste forår så vi, at udbuddet af boliger faktisk faldt stik mod, hvad sæsonen normalt byder på. Nu står vi med mere normale tendenser med en mindre stigning i udbuddet af boliger til salg. Det vil være med til at bremse de nuværende prisstigninger,« siger Jeppe Juul Borre, der understreger, at selvom boligfesten flader ud, er prisrekordernes tid ikke forbi.

Han kommer dog med en erkendelse.

»Vores prognose bygger meget på, at der kommer en stigning i boligudbuddet. Hvis det ikke kommer, kan vi få en større stigning i boligpriserne resten af året end de 2,5 procent,« siger Jeppe Juul Borre.

Dyrere at købe bolig

Boligmarkedet er en af de ting, der har overrasket meget under coronakrisen. De stigende priser har samtidig sat gang i en heftig debat, om det er begyndt at gå for stærkt, og om der er behov for indgreb. Nationalbanken var for få dage siden ude og sige, at rentefradraget skal beskæres, og det samme mener flere partier i Folketinget.

Oveni er så kommet en debat, om at avancer ved boligsalg ikke længere skal være skattefrie.

Hvis prognosen fra Arbejdernes Landsbank kommer til at holde stik, er det ikke sikkert, at det bliver nødvendigt med indgreb af hensyn til spørgsmålet om en boligboble.

Jeppe Juul Borre mener, at de lange renter vil være svagt stigende resten af året, og det vil lægge en dæmper på boligmarkedet, fordi det bliver dyrere for danskerne at købe bolig, selvom renten stadig er meget lav.

»Den stigende rente giver højere finansieringsomkostninger. Danskere, som er på jagt efter ny bolig, kan enten vælge at sætte sig dyrere, men det kan også være, at de køber en mindre bolig. De har mindre at byde ind med, når de går ud og køber bolig,« siger Jeppe Juul Borre.