Nu er ny kommission klar til at trække i arbejdstøjet: Fem tunge profiler skal se det danske pensionssystem efter i sømmene

Tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen blev i august udpeget som formand for en ny pensionskommission. Nu er kommissionens fire øvrige medlemmer fundet.

Tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen står i spidsen for ny pensionskommission. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Det bliver fem tunge profiler, som skal se det danske pensionssystem efter i sømmene.

Regeringen og forligspartierne bag aftalen om seniorpension blev tidligere på året enige om at sætte Venstres tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen i spidsen for en kommission, der blandt andet skal se nærmere på, hvordan man tilskynder folk til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Nu er de fire øvrige medlemmer af den nye pensionskommission fundet, oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse søndag eftermiddag.

Der er tale om fire kendte navne.

Fra pensionssektoren deltager Laila Mortensen, administrerende direktør i Industriens Pension og formand for brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Fra den danske pensionsverden deltager også Dorrit Vanglo, administrerende direktør i LD Fonde, der blandt andet forvalter de indefrosne feriemidler, som de danske lønmodtagere har fået indefrosset i forbindelse med overgangen til den nye ferielov.

Det tredje medlem er Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der er en tænketank med tilknytning til fagbevægelsen.

Endelig er professor i økonomi på Københavns Universitet og tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen også blevet udpeget som medlem af den nye pensionskommission.

Rapport kommer i 2022

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) glæder sig over, at det er lykkedes at finde »kompetente folk« til at hjælpe regeringen med at se nærmere på udfordringer, som Danmark står med på pensionsområdet.

»Det er et vigtigt velfærdsområde med stor betydning for alle danskere. Vi har netop aftalt en ret til tidlig pension for folk med mange år på arbejdsmarkedet, men der er også brug for at se på pensionsområdet mere generelt. Det får vi nu undersøgt til bunds, herunder om reglerne giver folk tilstrækkelig økonomisk tilskyndelse til spare op. Jeg ser frem til at modtage kommissionens rapport,« siger Peter Hummelgaard i pressemeddelelsen.

Pensionskommissionen skal afrapportere til regeringen og forligspartierne bag aftalen om seniorpension i første kvartal af 2022. Kommissionen holder sit første møde i december.