Novo og Lego bryder med det jobløse opsving

Novo Nordisk hører sammen med Lego til den eksklusive klub af store virksomheder, som rent faktisk formår at vokse på top- og bundlinje, samtidig med at medarbejdertallet vokser i Danmark. Det kan mærkes i virksomhedernes hjemkommuner.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens det kniber med væksten i beskæftigelsen i de fleste danske kommuner, skiller to kommuner sig ud, nemlig Gladsaxe og Billund.

Gladsaxe Kommune er den kommune, der har fået flest nye private arbejdspladser fra 2009 til 2013 målt i antal, nemlig 1.835, mens Billund ligger nr. to på listen med 816 nye private job.

Fælles for de to kommuner er, at de huser hovedkvarteret for to af landets mest succesfulde virksomheder, medicinalkoncernen Novo Nordisk og legetøjsproducenten Lego, som ser ud til at have knækket koden for, hvordan man både skaber global vækst og arbejdspladser hjemme i Danmark.

Jobmaskiner

Siden 2008 har Novo Nordisk, der ventes at runde medarbejder nr. 40.000 på verdensplan i år, skabt 3.300 arbejdspladser i Danmark og 8.100 i udlandet, mens Lego i samme periode har skabt 1.300 arbejdspladser i Danmark og knap 5.100 arbejdspladser i udlandet.

Siden har Novo Nordisk meldt ud, at selskabet agter at skabe cirka 1.000 arbejdspladser i Danmark i år, fortrinsvis inden for forskning og udvikling, produktion og salg og marketing, mens Lego i forbindelse med sit årsregnskab fremlagde en ny strategi, som betyder en vis udflytning af koncernfunktioner til udlandet.

Novo Nordisks næstkommanderende, viceadministrerende direktør, Kåre Schultz, sidder også i bestyrelsen for Lego og kan dermed også tillade sig at tage en lille del af æren for Legos udvikling. Samtidig er han formand for bestyrelsen i bryggeriet Royal Unibrew, som også er inde på en ekspansiv kurs, selv om drikkevaremarkedet er under kraftigt pres.

Bevidst satsning

Ifølge Kåre Schultz er hovedforklaringen på, at Novo Nordisk bliver ved med at skabe arbejdspladser i Danmark, den bevidste beslutning om, at selskabet ønsker at bevare forskning og udvikling og en del af selskabets højteknologiske farmaceutiske produktion i Danmark.

»Som det er nu er fordelingen groft sagt sådan, at når vi skaber to arbejdspladser i udlandet, skaber vi én i Danmark. Hvis vores forskning og udvikling i højere grad lå i udlandet, ville fordelingen måske være fire arbejdspladser i udlandet og én i Danmark,« siger Kåre Schultz.

Om det går op eller ned i dansk økonomi, betyder som sådan ikke noget for Novo Nordisk, der har mere end 99 pct. af sit salg i udlandet og i øvrigt befinder sig i et marked med høj underliggende vækst.

»Det betyder relativt lidt for os, hvad der sker i Danmark, når det handler om opsving. Men vores evne til at skabe job i Danmark, er stærkt relateret til rammebetingelser som myndighedsregulering og skatteregler. Derfor er den sænkning af selskabsskatten, som bliver gennemført, for eksempel rigtig fornuftig,« siger Kåre Schultz, der også opfordrer til at satse på uddannelse af højt kvalificeret arbejdskraft, herunder ikke mindst de naturvidenskabelige uddannelser.