Det har været nogle vilde dage for Novo Nordisks investorer.
Aktien har været rødglødende, og det fortsatte på forbløffende vis fredag.
Novo-aktierne steg 4,5 procent ved dagens børshandel, og selskabets aktier er dermed steget 13 procent på bare fire dage. Det giver Novo Nordisk en markedsværdi på svimlende omkring 460 milliarder dollar.
Aktierne steg mere end fire procent onsdag og torsdag, efter at selskabet sent tirsdag aften udmeldte, at man indstiller et klinisk forsøg før tid, fordi resultaterne var så gode.
I løbet af fredagen begyndte Novo Nordisk-aktierne at falde. Men så kom medicinalgiganten med endnu en vild meddelelse til fondsbørsen – og kort efter steg Novo-aktien eksplosivt.
Opjusterer forventningerne
Novo Nordisk oplyste ved eftermiddagstid fredag, at selskabet opjusterer sine forventninger til både omsætning og driftsresultat i år.
Det sker på baggrund af foreløbige tal for salg og driftsresultat i tredje kvartal.
Opjusteringen betyder, at Novo Nordisk nu forventer en omsætning i spændet 233,6 til 244,2 milliarder kroner og et driftsresultat på mellem 104,7 og 109,2 milliarder kroner.
Dermed vurderer selskabet nu, at omsætningen i år vil ende mere end 8,8 milliarder kroner højere, end de forventede ved sidste opjustering i august.
Driftsresultatet vurderes at ligge omkring 6,7 milliarder kroner højere end i august.
Suverænt de største
På sit højeste fredag var Novo Nordisk-aktien steget syv procent.
Aktierne lå ellers til et fald på 2,4 procent for dagen, men endte i stedet så positive, at aktien satte kursrekord for 34. gang i år; ved lukketid endte aktien på 716,50 kroner.
Den seneste rekord var kun en dag gammel, hvor Novo-aktien lukkede på 710,20 kroner. Den forrige rekord var en måned gammel og lød på 683,90 kroner.
Det betyder også, at Novo Nordisk nu er 100 milliarder dollar mere værd end luksuskoncernen LVMH.
Det er ellers kun lidt over en måned siden, at medicinalgiganten formåede at skubbe det franske luksusvarekonglomerat LVMH af tronen som Europas mest værdifulde børsselskab målt på markedsværdi.