Det er ikke kun herhjemme, at boligpriserne på ejerlejligheder er steget.
I nabolandet Norge har kvadratmeterprisen på ejerlejligheder nået et ufatteligt højt niveau.
Så højt, at en norsk kvinde for nylig formåede at sælge sin 26 kvadratmeter store etværelseslejlighed i Oslo til to en halv millioner danske kroner. Det skriver det norske erhvervsmedie E24.
Det svarer til en kvadratmeterpris på 91.000 danske kroner.
Mediet har været i kontakt med sælgeren, Nanette Stenbock Riis, som fortæller, at hun satte sin lejlighed til salg, efter at en anden minilejlighed i samme nabolag var blevet solgt til en tilsvarende pris.
Ifølge ejendomsmægler Hege Berg Thomstad fra PrivatMegleren Soria Moria, er så høje kvadratmeterpriser endnu ikke hverdagskost i området, som hun har været mægler i siden 1997. Men hun frygter, at det i fremtiden vil blive det, fortæller hun til E24.
»Vi har et marked med et voldsomt underskud af boliger under 30 kvadratmeter. Det gælder både her og i resten af centrumbydelene,« siger Hege Berg Thomstad.
De seneste 20 år er priserne på det norske boligmarked steget markant.

Særligt i Olso har udviklingen været enorm. Siden 2004 er prisen blevet næsten firdoblet.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for en bolig i Norges hovedstad er i øjeblikket 61.000 danske kroner.
Det er væsentligt højere end gennemsnittet i København, hvor man måtte give 51.500 kroner pr. kvadratmeter ved udgangen af 2023.

Inden årsskiftet indførte man en ny boligskat for at få en bedre sammenhæng mellem boligskatter og boligpriser herhjemme.
Men så sent som mandag kunne Berlingske berette, at effekten på det københavnske boligmarked ikke umiddelbart var som forventet.
Ejerlejligheder i hovedstaden stod til at stige i skat og falde i pris. Men efter sæsonkorrektion er den gennemsnitlige pris på ejerlejligheder i København steget med 0,9 procent i april måned sammenlignet med april sidste år og 6,3 procent på et år efter sæsonkorrektion.
På landsplan er den steget med 0,3 procent i april og 4,8 procent på et år.