Nordicom: Værdireguleringer gav markant større overskud på bundlinjen

Ejendomsselskabet Park Street Nordicom er kommet ud af 2017 med et meget større overskud, end selskabet realiserede året før. Det var drevet af en stor positiv værdiregulering på selskabets investeringsejendomme.

Foto: Kasper Palsnov. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Det viser selskabets regnskab, der er offentliggjort onsdag.

Selskabet har i 2017 leveret et overskud på bundlinjen på 360,1 mio. kr. mod 43,5 mio. kr. året før. Park Street Nordicom har lavet positive værdireguleringer for 365,8 mio. kr. i 2017.

Selskabets resultat før værdireguleringer og skat, EBVAT, landede næsten på niveau med året før. EBVAT landede på 25,9 mio. kr. i 2017 mod 24,9 mio. kr. året før. Park Street Nordicom skriver, at EBVAT landede som ventet.

Selskabet oplyser, at EBVAT-resultatet indtil tredje kvartal var lavere end i 2016, men det blev vendt i fjerde kvartal.

»EBVAT blev bedre på grund af reduktionen af finansielle omkostninger som følge af lavere marginer på realkreditlån,« skriver selskabet i regnskabet.

Ejendomsselskabet venter i 2018 et EBVAT-resultat i niveauet 80-90 mio. kr.

Det skal blandt andet ske ved at fortsætte med at strømline selskabets operationer ved implementeringen af nye systemer, politikker og strategiske partnerskaber med ekstern ejendomsadministration.