Nordea venter dansk renteforhøjelse mod enden af året

Det er et naturligt skridt i normaliseringsprocessen af den danske pengepolitik, at Nationalbanken sent onsdag annoncerede en snarlig genoptagelse af salget af statsobligationer og en reducering af de såkaldte foliorammer.

Ifølge Nordea Markets er beslutningen om at genoptage salget af statsobligationer en naturlig konsekvens af den hastigt faldende valutareserve og udsigterne til et stigende finansieringsbehov i 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Næste skridt bliver en selvstændig dansk renteforhøjelse, der formentlig først kommer mod slutningen af året.

Sådan lyder vurderingen fra Nordea Markets i en skriftlig analyse ovenpå meddelelsen fra Nationalbanken.

- Med genoptagelsen af udstedelserne fjernes en væsentlig forhindring for, at det danske statsobligationsmarked igen bliver velfungerende. Næste skridt for Nationalbanken er en selvstændig dansk renteforhøjelse, skriver chefanalytikerne Jan Størup Nielsen og Anders Skytte Aalund i analysen.

Ifølge dem er beslutningen om at genoptage salget af statsobligationer en naturlig konsekvens af den hastigt faldende valutareserve og udsigterne til et stigende finansieringsbehov i 2016.

- Det betyder også, at genoptagelsen af salget af statsobligationer skal ses som endnu et skridt på vejen mod en normalisering af den danske pengepolitik.

- Næste skridt på denne vej bliver en selvstændig dansk renteforhøjelse. Den vil efter vores vurdering dog først komme hen imod slutningen af året, da Nationalbanken over de næste par måneder vil bruge tiden på at vurdere markedseffekterne af det genoptagede salg af statsobligationer, vurderer de to chefanalytikere.

I onsdagens meddelelse fra Nationalbanken oplyses det, at der fra 7. oktober igen vil blive solgt statsobligationer.

Og fra fredag vil Nationalbanken reducere foliorammerne, hvor bankerne kan sætte penge ind til 0 pct. i rente. Den samlede folioramme nedsættes fra 174 mia. kr. til 63 mia. kr.

Det var 30. januar i år, at Nationalbanken stoppede med at sælge statsobligationer.

Baggrunden var et stort pres i markedet på at styrke den danske krone. Det fulgte, efter at den schweiziske centralbank besluttede at lade schweizerfranc flyde frit over for euro.

TV: Nationalbanken hæver formentlig renten