Nike vender tilbage til vækst i Nordamerika

Sportsproducenten Nike overgår analytikernes forventninger, fremgår det af regnskabet for fjerde kvartal.

Nike vil købe egne aktier for 15 milliarder dollar. Drew Angerer/arkiv/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

New York. Den amerikanske producent af sportstøj- og udstyr Nike lover torsdag efter børslukketid sine aktionærer at købe egne aktier tilbage for yderligere 15 milliarder dollar. Samtidig viser selskabets regnskab for fjerde kvartal, at Nike igen er ved at finde vækst på sine markeder.

Investorerne glæder sig over udviklingen og sender aktien op med 4,4 procent i eftermarkedet.

Nike sikrede sig i kvartalet et justeret overskud per aktie på 69 cent, og omsætningen voksede med 13 procent til 9,79 milliarder dollar.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet en justeret indtjening per aktie på 64 cent og en omsætning på 9,41 milliarder dollar.

Den bedre end ventede omsætning blev skabt på baggrund af bedre tal på alle hovedmarkederne.

I USA steg Nikes omsætning med tre procent til 3,88 milliarder dollar mod ventede 3,80 milliarder dollar. I Europa var salget på 2,47 milliarder dollar mod spået 2,32 milliarder dollar.

Indtægterne i Kina voksede med 35 procent til 1,47 milliarder dollar mod konsensus på 1,30 milliarder dollar. I Latinamerika og stillehavsområdet var omsætningen på 1,44 milliarder dollar lidt bedre end ventet og 12 procent højere end i samme periode året før.

Nike oplyser samtidig, at det nye aktietilbagekøb på 15 milliarder dollar vil følge i kølvandet på det nuværende på 12 milliarder dollar, når det afsluttes i det igangværende regnskabsår.

/ritzau/