Netcompany går på børsen i København

Selskabet bag borger.dk vil noteres på børsen i København.

It-virksomheden Netcompany vil noteres på fondsbørsen i København. Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse.

De nuværende ejere af Netcompany sælger ud af deres andel i forbindelse med børsnoteringen. Mindst 40 procent af aktierne ventes at komme i udbud, oplyser selskabet i en meddelelse.

Meddelelsen kommer efter længere tids spekulationer om en forestående børsnotering af selskabet, der blandt andet har stået bag den offentlige netportal borger.dk og Maersk Lines kundeportal.

Selskabet skal også udvikle afløseren for Skats skandaleramte inddrivelsessystem EFI.

Netcompany har omkring 1400 ansatte i Danmark, Norge og Storbritannien, mens omkring 300 ansatte har base i Vietnam.

Netcompany ejes blandt andet af kapitalfonden FSN og stifterne André Rogaczewski og Carsten Gomard.

/ritzau/