Lave gaspriser gør det i øjeblikket attraktivt for private og virksomheder at omlægge til naturgas. Regnestykket ser dog væsentligt bedre ud for kunder i hovedstadsområdet og i Midt- og Nordjylland end i resten af landet. Her betaler kunderne nemlig den laveste pris for at få transporteret gassen i nettet – og det kommunalt ejede gasselskab HMN Naturgas sænker prisen yderligere ved årsskiftet. »Vi ønsker at give kunderne en så lav afregningspris som muligt. Snart har vi betalt den historiske gæld i selskabet, og derfor vil vi nu forlænge den sidste del af gældsafviklingen og løbende sætte distributionstarifferne ned. Det sker allerede næste år,« siger Susanne Juhl, adm. direktør i HMN Naturgas. Budskabet står i kontrast til virkeligheden for kunder hos statens energiselskab DONG Energy, der først i 2026 vil have afviklet gælden i gasnettet. Derfor kan kunderne se frem til højere priser for transport af naturgas i mange år fremover. Helt slemt ser det ud for gaskunderne på Fyn, der betaler landets højeste pris for at få transporteret naturgassen. Naturgas Fyn forventer at have afviklet sin gæld i 2025.

Lav gæld godt for kunder

Årsagen til HMN Naturgas’ lavere priser er primært, at selskabet har haft en lavere historisk gæld end DONG og Naturgas Fyn. Samtidig er HMN Naturgas det største selskab målt på antal kunder, og man har høvlet gælden hurtigere af end i de to øvrige distributionsselskaber. For en stor virksomhed, der forbruger fem mio. kubikmeter naturgas om året, vil det i dag være omkring 280.000 kr. dyrere at få transporteret gassen i DONGs forsyningsområde og 570.000 kr. dyrere på Fyn end i HMN Naturgas’ forsyningsområde. Næste år sænker HMN prisen yderligere, så den årlige forskel i distributionsprisen stiger til over 800.000 kr. i DONGs forsyningsområde og 750.000 kr. på Fyn. Privatkunder, der bruger 1.700 kubikmeter naturgas om året, oplever i dag en prisforskel på 400 kr. i DONGs forsyningspligtområde og 1.600 kr. på Fyn. Når HMN Naturgas næste år sænker distributionsprisen, stiger prisforskellen til mere end 900 kr. årligt i DONGs forsyningsområde. Den forbliver 1.600 kr. på Fyn, da Naturgas Fyn også sænker prisen.

Gaskunder ignorerer konkurrence

Distributionstariffen udgør cirka en tiendedel af den samlede regning for naturgaskunder. Gasprisen udgør lidt over en tredjedel, mens resten er moms og afgifter. Siden 2004 har der været fri konkurrence på salg af gas i Danmark. I dag har ni ud af ti kunder dog stadig ikke valgt gasleverandør selv. Derfor betaler de den såkaldte forsyningspligtpris til enten HMN Naturgas, DONG Energy eller Naturgas Fyn afhængig af, hvor i landet man bor. En sammenligning af de seneste års forsyningspligtpriser viser, at HMN Naturgas også her er gennemsnitligt billigere end de to alternativer. Energitilsynet regulerer både forsyningspligtpriserne og de priser, forsyningspligtselskaberne må tage for at transportere gas i nettet. Men tilsynet regulerer ikke priserne direkte. »Vi beregner i henhold til lovgivningen nogle indtægtsrammer, der sætter en øvre grænse for, hvor meget de enkelte selskaber må opkræve af kunderne, men vi regulerer ikke tarifferne direkte. Prisforskellen mellem selskaberne afhænger primært af forskel i selskabernes gæld. Så længe selskaberne overholder deres indtægtsrammer, kan vi derfor ikke pålægge DONG og Naturgas Fyn, at de skal sænke prisen,« siger Louise Bank, fuldmægtig i Energitilsynet.

Gæld hæmmer selskaber

Netop den historiske gæld henviser både Naturgas Fyn og DONG Energy til, når de skal forklare, hvorfor deres kunder skal betale mere for at få distribueret naturgas. »Forskellen mellem de tre distributionsselskabers tariffer skyldes i al væsentligt forskel på gældsstrukturen. Nogle selskaber har historisk haft mulighed for at gældsætte sig mindre hårdt end andre grundet lavere investeringer per distribueret kubikmeter gas. Det er den historik, vi som selskaber skal administrere,« siger Bjarke Pålsson, adm. direktør i Naturgas Fyn og tilføjer: »Samtidig skal man huske på, at distributionstariffen kun er en lille del af den samlede gasregning, nemlig omkring ti pct.« Hos DONG Energy forklarer Knud Pedersen, at de to gasselskaber, DONG overtog omkring 2000, var mest tyngede af gæld. Samtidig indregner DONG energirådgivning i sin distributionstarif. »Vi har i dialog med Energitilsynet fastsat en takt for gældsafviklingen, og denne er blevet udstukket i indtægtsrammen for DONG Gas Distribution. Afviklingen ligger således i faste og stabile rammer,« skriver Knud Pedersen, Vice President i DONG Energy Distribution, i en e-mail. Han forsikrer i øvrigt, at DONG vil sætte distributionstariffen ned i takt med, at gælden løbende bliver afviklet.