Nationalbankens direktør efterlyser offentlig lønstatistik

Det private arbejdsmarked har haft lønstatistik i 100 år. Nationalbankdirektør mener, at en tilsvarende offentlig statistik kunne stoppe debat om lønninger.

Nationalbankdirektør Nils Bernstein efterlyser, at det offentlige arbejdsmarked får en tilsvarende lønstatistik, som det private arbejdsmarked har haft i 100 år. Så længe der ikke føres statistik over de offentligt ansattes lønninger, kan det - som i den seneste tid - ende med diskussioner om, hvad en politibetjent eller en social- og sundhedsassistent reelt tjener.

- En statistik, som både de offentligt ansatte og de offentlige arbejdsgivere var enige om beskrev virkeligheden, kunne således have forebygget de seneste måneders debat om, hvad de offentlige ansatte egentligt tjener, siger Nils Bernstein.

Nationalbankdirektørens ord faldt, da Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) lønstatistik kunne fejre sin 100-års fødselsdag fredag. Nils Bernstein efterlysning bakkes op DAs direktør Jørn Neergaard Larsen. Han mener, at det er paradoksalt, at man i den offentlige ikke har skelet til det private arbejdsmarkeds statistik af efterhånden gammel dato.

/ritzau/