Nationalbanken tjente milliarder på kronekrigen

Danmarks Nationalbank leverer i dag både beretning og regnskab for 2015. Presset mod kronen i begyndelsen af 2015 gav Nationalbanken en indtjening på godt 2 mia. kr.

Arkivfoto: Nationalbanken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Nationalbankens regnskab for 2015 viser et overskud på 3,6 mia. kr. En væsentlig del af overskuddet kommer fra presset mod kronen i begyndelsen af 2015, som gav Nationalbanken en indtjening på godt 2 mia. kr.

Samtidig har den nye investeringsstrategi med eksponering mod bl.a. aktier og virksomhedsobligationer igen i år bidraget positivt.

Bankens driftsomkostninger er steget med 84 mio. kr. i forhold til sidste år som følge af investering i it-understøttende infrastruktur og øgede omkostninger til seddel- og møntproduktionen, da der er produceret til kontantforsyningens lager på grund af den forestående outsourcing af produktionen.

Nationalbanken overfører 868 mio. kr. til staten. Regnskabet blev godkendt af Nationalbankens repræsentantskab 15. marts.

Nyvalg til repræsentantskabet og bestyrelsen

Repræsentantskabet har valgt formand Lizette Risgaard, LO, og formand Claus Jensen, Dansk Metal, som medlemmer af repræsentantskabet for perioden 1. april 2016 til 31. marts 2021. De afløser Kirsten Nissen og Hans Jensen. Repræsentantskabet har desuden valgt CEO Kristian Hundebøll, DLG, som medlem af repræsentantskabet for perioden 1. april 2016 til 31. marts 2017. Han afløser Kjeld Johannesen.

Repræsentantskabet har valgt formand Bente Sorgenfrey, FTF, til bestyrelsen for perioden 1. april 2016 til 31. marts 2017. Hun afløser Kirsten Nissen.

Den kgl. bankkommissær har udpeget departementschef Barbara Bertelsen, Justitsministeriet, til repræsentantskabet og bestyrelsen for perioden 1. april 2016 til 31. marts 2021. Hun afløser Anne Kristine Axelsson.

Repræsentantskabets og bestyrelsens sammensætning fremgår af Nationalbankens hjemmeside, www.nationalbanken.dk. Her findes også Beretning og regnskab 2015, der er offentliggjort i dag.

Henvendelse kan rettes til Julie Holm Simonsen på tlf. 3363 6022.