Nationalbanken lancerer ny tiårig statsobligation

Danmarks Nationalbanken holder den 25. januar den første auktion over en ny tiårig statsobligation, der på sigt skal overtage rollen som toneangivende i det tiårige segment.

Foto: Nils Meilvang

Nationalbanken skriver i en meddelelse, at åbningssalget vil foregå i MTS Denmarks auktionssystem, og banker med status af "primary dealere" vil kunne lægge bud ind fra kl. 8 på auktionsdagen.

Den nye obligation har en kuponrente på 0,5 pct. og udløber den 15. november 2027. Den afløser 1,75 pct. 2025 i den primære lånevifte over papirer, som staten optager lån via.

Indtil videre fortsætter 2025-obligationen dog med at have status af toneangivende i det tiårige segment, selv om der er mindre end ni år, til obligationen udløber.

Renten på 2025-papiret ligger i onsdagens handel på 0,33 pct. Den har i obligationens levetid, siden maj 2014, svinget mellem 1,77 pct. og minus 0,05 pct.