Nationalbanken afviser behov for stimulanspakke

Vismændene og Danmarks Nationalbank vurderer dansk økonomi forskelligt. Læs her hvorfor.

Foto: Jeppe Vejl. Nationalbanken i København. Nationalbanken afviser, at stimulere nationaløkonomien, og peger således på, at arbejdsløsheden herhjemme er relativt lav.
Læs mere
Fold sammen

Danmarks Nationalbank med Lars Rohde i spidsen har et lidt mere optimistisk syn på dansk økonomi end vismændene, og har derfor frarådet en finanspolitisk lempelse, der pumper penge ud i dansk økonomi. Den kan ende med at gøre større skade end gavn.

Nationalbanken peger således på, at arbejdsløsheden herhjemme er relativt lav. Under tidligere kriser for både 10, 20 og 30 år siden, hvor dansk økonomi også stod lige foran et opsving, var ledigheden derimod betydeligt højere end nu. Det betyder, at dansk økonomi hurtigere end før risikerer at løbe ind i problemer med mangel på arbejdskraft, som udløser faglige og geografiske flaskehalse med efterfølgende lønpres, der skader konkurrenceevnen.

Den anden årsag til, at finanspolitikken bør holdes i kort snor, er, at renten for tiden er historisk lav. Det kan på et tidspunkt sætte ganske betydelig fart på både det private forbrug og erhvervslivets investeringer.

Endelig er det ifølge Danmarks Nationalbank en god investering at overholde alle EUs mål for maksimale underskud, hvilket er med til at fastholde Danmarks status som sikker havn i usikre tider.

Uenigheden i synet på dansk økonomi mellem Danmarks Nationalbank og vismændene skyldes især, at de har en forskellig vurdering af det såkaldte produktionsgab. Det viser, hvor meget den aktuelle produktion ligger under den mulige produktion, uden der kommer inflation. Dette gab mener vismændene er oppe på 3,8 procent, mens Nationalbanken kun tror det er på 2,5 procent.

Til gengæld er Danmarks Nationalbank nogenlunde enige med vismændene i, at væksten i år bliver meget svag, mens der til næste år er udsigt til en fremgang på lidt under to procent.