Nationalbank-direktørs nabo ansat til fyrstelig hyre uden jobopslag

Henriette Divert-Hendrick blev ansat som konsulent i Nationalbanken, uden at stillingen blev slået op. Det vækker kritik fra flere eksperter.

Nationalbank-direktør Lars Rohde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Er nationalbankdirektør Lars Rohde og konsulent Henriette Divert-Hendrick lidt for gode naboer?

Det er det spørgsmål, der nu melder sig, efter at Nationalbanken har ansat Lars Rohdes nabo som konsulent til en månedsløn på 173.913 kroner, uden at stilligen blev slået op, som Finans i dag kan berette.

Professor ved Roskilde Universitetscenter Bent Greve, der bl.a. forsker i ledelse og organisation, tilhører en af dem, der kritiserer Nationalbankens beslutning.

»Det er ikke kønt, uanset hvad den pågældende har af kompetencer og kvalifikationer. En sådan stilling bør slås op. Man kan ikke gøre for, at man bor ved siden af hinanden, men i så fald skal man være ekstra forsigtig, for man skal kunne sandsynliggøre, at der ikke er tale om en vennetjeneste,« siger Bent Greve til Finans.

Finn Østrup, professor på CBS, siger til Finans, at det er »uklogt«, at stillingen ikke blev slået op, da Nationalbanken i august sidste år ansatte den tidligere partner i konsulenthuset Implement Consulting Group Henriette Divert-Hendrick i en tidsbegrænset stilling.

I en mail til Finans skriver kommunikationschef Julie Holm Simonsen fra Nationalbanken, at stillinger som udgangspunkt slås op, men at »det altid overvejes, om der er egnede interne eller eksterne kandidater«.

Berlingske forsøger at indhente en kommentar fra nationalbankdirektør Lars Rohde.