Når stormen rammer igen

I 2008 vaklede Danske Bank og det finansielle system herhjemme. I dag – fem år efter – står Danmark stadig med en af Europas absolut største banker i forhold til vores størrelse. Vi har også stadig verdens mest gældsatte husholdninger, mens der sættes spørgsmålstegn ved, om bankernes forbedrede kapital snarere bygger på avanceret talgymnastik end reel kapital. Alle tre forhold bekymrer eksperter i udlandet. Har vi lært af krisen, og er vi rustet til en ny?

Professor ved CBS Martin Jes Iversen er kritisk over for Danske Banks håndtering af finansnedturen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Vi kalder det Pengeby. I Pengeby kan børnene på en sjov og lærerig måde få indblik i helt basale økonomiske forhold«.

Vi skriver august 2008. En måned inden krakket i storbanken Lehman Brothers kaster verden ud i en omfattende finanskrise.

Det er daværende ordførende direktør i Danske Bank, Peter Straarup, der på et pressemøde i forbindelse med halvårsregnskabet 7. august 2008 begejstret fortæller om storbankens satsning på et spil til børn og unge. Samme dag bliver regnskabet fremlagt til investorerne under overskriften »Stabilitet i midten af finansiel uro«.

Blot halvanden måned senere kiggede storbanken ned i den finansielle afgrund sammen med resten af verden, mens de danske skatteydere med en historisk statsgaranti reelt pantsatte landet for at stille sig bag den samlede danske banksektor.

»Roskilde Bank var allerede faldet. Det samme var de første investeringsbanker. Midt i denne dødsensalvorlige situation for bankerne, bruger Peter Straarup tiden på at snakke om Projekt Pengeby. Alvoren var øjensynligt ikke gået op for ledelsen, der slet ikke var rustet til at håndtere eller indse krisen.«

Sådan lyder vurderingen fra Martin Jes Iversen, der er professor i virksomhedshistorie på Copenhagen Business School (CBS) og står bag den nye bog »Sidste Udvej« om den danske bankkrise. Han fremhæver selv eksemplet om Projekt Pengeby:

»I værste fald er der tale om, at man bevidst tegner et forkert billede af virkeligheden. Men jeg tror mindst ligeså meget, at der var tale om et paradigmeskift af usete dimensioner. Man havde en opfattelse af, at der var globale likvide markeder til stede, og at der var et system i den internationale finansielle sektor, der fungerede. Straarup og Danske Bank fik ændret hele deres livsopfattelse på meget kort tid,« mener Martin Jes Iversen.

Fem år er gået, siden politikere, bankfolk og embedsmænd i al hast måtte redde den nødlidende banksektor. Dengang var man langtfra rustet til den storm, der ramte. Men er vi det i dag? Har vi lært noget af krisen, og er Danmark og landets største bank, Danske Bank, klar til en ny finansiel krise? Det undersøger Berlingske i dag.

Da finanskrisen kulminerede i 2008 og 2009, vaklede tilliden til det finansielle system og Danske Bank. Selv om solen skinner, huspriserne stiger, og vi i dag skriver sensommeren 2013, er efterspillet af de dramatiske begivenheder langtfra ovre.

Politikerne skal snart tilbage til forhandlingsbordet og diskutere reguleringen af de største banker herhjemme, de såkaldte SIFI-banker, og til efteråret kommer et udvalg, anført af professor Jesper Rangvid, med en kulegravning af årsagerne til finanskrisen. Det er på den baggrund, at Berlingske har kulegravet forløbet op til vedtagelsen af både den første bankpakke i oktober 2008 og vedtagelsen af den anden bankpakke i februar 2009.

I december 2012 fortalte vi første del af historien om Bankpakke 1, der blev udarbejdet i al hast, mens finansverdenen stod i flammer. I januar 2013 fortalte vi historien om Bankpakke 2, en af de største redningsaktioner i danmarkshistorien, der skulle sikre selve den danske samfundsøkonomi fra at gå i knæ.

I juli kunne Berlingske så afdække, hvordan Nationalbanken efter en række hidtil hemmeligholdte møder tog helt særlige forholdsregler i brug for at imødegå, at Danmarks største bank, Danske Bank, faldt fra hinanden under finanskrisen.

De vidtrækkende beslutninger under finanskrisen er blevet vendt og drejet utallige gange. Hvem snød hvem, lyder det i en finansiel debat, der synes at genopføre sig selv igen og igen. Diskussionerne om de ekstraordinære løsninger i en ekstraordinær tid vil formentlig fortsætte i årevis fremover.

Men har det nyttet? Har vi lært af krisen, og hvordan står den danske økonomi rustet til et nyt finansielt uvejr? For selv om Danmark normalt opfattes som et stabilt og stærkt samfund, er der nogle alvorlige faremomenter i den måde, som vi har bygget vores økonomi op på.

Det er trusler, vi sjældent taler om, men som er åbenlyse for de udenlandske eksperter, som lever af at vurdere og sammenligne verdens økonomier og banker på tværs. For Danmark er ikke som andre lande.

Vi har verdens mest gældsatte husholdninger, hvoraf mange er blevet afhængige af de lave renter.

Danske Bank er en af de absolut største banker i forhold til økonomien, og selvsamme bank var lige ved at kollapse for bare fem år siden.

Vi er med Danske Bank selve symbolet på den »too big to fail«-problematik, som diskuteres i hele verden, for at vi alle sammen skal blive klogere og undgå, at nye kriser truer de søjler, som vores samfund står på.

Denne artikel er en rundrejse, der har til formål at undersøge, hvor truet den danske økonomi er, hvis en ny finanskrise rejser sig. Vi begynder vores rejse i Stockholm i et smukt gammelt palæ med udsigt til byens havnefront. Her har den svenske analytiker Andreas Håkansson sit kontor i en filial af den franske storbank Exane BNP Paribas.

I modsætning til de fleste af hans danske kollegaer, der følger Danske Bank tæt, har han længe haft en kritisk tilgang til Danske Bank og dansk økonomi. Han mener bestemt ikke, at vi har taget fuldt hånd om problemerne:

»Hele det danske finansielle system udgør en risiko, fordi I har en meget høj gearing. Grunden til, at I ikke har mærket det, er på grund af de seneste års ultralave renter på realkreditlån. Når de renter begynder at stige, fordi bankerne får sværere ved at sælge obligationer, eller ECB hæver renten, så vil denne gældsbyrde være langt tungere, end den har været i fortiden – og det vil være smertefuldt for bankerne. Og det kan ramme husholdninger og boligmarkedet hårdt,« lyder det fra Andreas Håkansson, der bekymret følger debatten i Danmark.

For i Sverige har Riksbanken meldt ud, at man er bekymret for de svenske husholdningers gældsætning, selv om svenskerne er langt mindre gældsatte end danskerne. I Riksbankens rapport for Sveriges finansielle stabilitet sammenlignes gældsætningen i en række lande. Danmark har den suverænt højeste gældsætning på i gennemsnit tre gange husholdningernes disponible indkomst, mens svenskerne i gennemsnit kun har gældsat sig 1,7 gange husholdningernes disponible indkomst. Imod risikoen taler såvel i Danmark som i Sverige, at husholdningerne også har store formuer, men de kan vise sig svære at realisere:

»Formuerne er ujævnt fordelt mellem husholdningerne og for en stor dels vedkommende svære at omsætte. Det indebærer, at det kan blive svært for de enkelte husholdninger at omsætte aktiverne, hvis man har brug for at reducere sin gæld,« skriver Riksbanken, der advarer om, at situationen kan føre til nye tab i bankerne, hvis økonomien går i stå, og husejerne får sværere ved at betale renteudgifterne på lån. Med til historien hører, at de svenske banker og den svenske økonomi generelt regnes som væsentlig sundere end den danske.

»I Danmark har du verdens højeste gældsniveau, og det kan måske være o.k., så længe økonomien vokser. Men på et tidspunkt er det selvmord, fordi man kommer til et gældsniveau, som er så højt, at når renten går op, så får du meget store problemer. Så man bør reducere gælden, når renten er lav. Så når danske politikere og bankfolk taler for, at man skal låne mere igen for at skaffe vækst, så er det negativt for stabiliteten,« forklarer Andreas Håkansson.

Han mener, at risikoen er endnu større i Danmark, fordi vi også har den største bank i forhold til landets samlede økonomi. Hvor sårbar banken er i et finansielt stormvejr, så vi i 2008.

»En bank af den størrelse i forhold til landets størrelse er ekstremt sjælden - og det betyder, at risiciene ved systemet er forhøjet. Derfor er det vigtigt, at SIFI-kravene bliver implementeret hurtigt,« siger Andreas Håkansson.

Han peger dog samtidig på, at det ikke kun er SIFI-reglerne, som kommer til at drive Danske Banks kapitalisering. Det er mindst lige så vigtigt, hvilket kapitalniveau bankens nordiske konkurrenter ligger på, påpeger han.

Netop Danske Banks alvorlige krise i 2008, der var omdrejningspunkt for en historisk redningsaktion af hele det danske banksystem i form af især Bankpakke 1, fylder en del i Martin Jes Iversens nye bog om finanskrisen, »Sidste Udvej«. Han mener, at det netop var Danske Banks størrelse og situation, der gjorde, at man blev nødt til at iværksætte de helt ekstraordinære statstiltag for at redde de danske husholdninger fra følgerne af et kollaps i den store bank.

Også han peger på, at der i systemet ligger en betydelig risiko på grund af Danske Banks størrelse og danskernes gældsætning.

»For mig at se har det konstant været det store uvejr, der truede i horisonten under krisen. Men det kom ikke ind over Danmark. Under denne krise har antallet af tvangsauktioner ligget langt under niveauet fra den sidste bankkrise i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne. Det skyldes, at man i Danmark og internationalt holdt hånden under lånemarkedet ved at sikre rekordlave renter. Der er kommet bedre balance mellem formue og gæld i danske husholdninger, men danskernes gæld består endnu. Uvejret ude i horisonten er ikke forsvundet. Hvis renterne stiger voldsomt, kan der potentielt komme en bølge af danske husholdninger, der får problemer, fordi gældsniveauet er så højt,« forklarer Martin Jes Iversen.

Han mener, at det er helt centralt, at vi i Danmark må forholde os til, om Danske Bank, der har en balance på omtrent det dobbelte af Danmarks BNP, et størrelsesforhold, hvis lige kun ses på Cypern, i virkeligheden er for stor:

»Danske Bank er ikke så stor en risiko, som de var. De har nedskrevet i Irland, nedbragt lån og engagementer, så de har taget toppen af de mest presserende problemer, men det er klart, at vi i Danmark må have en principiel diskussion af, om Danmark på længere sigt kan håndtere at have så stort et pengeinstitut som Danske Bank.«

Blandt andet regeringens støtteparti, Enhedslisten, har gjort sig til talsmand for, at Danske Bank bør splittes op. Det har regeringen afvist med henvisning til, at de kommende SIFI-forhandlinger vil betyde, at man stiller skrappere kapitalkrav til de store banker, der dermed skulle være rustet til det værst tænkelige.

Men spørgsmålet er, om skrappere kapitalkrav er nok. Det mener professor i international økonomi ved CBS Finn Østrup, der er medlem af det såkaldte Rangvid-udvalg, ikke:

»Jeg har tidligere sagt, at Danske Bank bør opsplittes. Selv om kapitalkravene hjælper et stykke ad vejen, så kan man ikke være sikker på, kapitalkravene er nok. Danmark er for øjeblikket meget følsom over for de dårligdomme, der måtte opstå i Danske Bank,« siger Finn Østrup.

Netop den debat om Danske Banks størrelse bliver det absolut væsentligste finansielle debatemne dette efterår, når den nye erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) indkalder til forhandlinger om reguleringen af SIFI-bankerne. Sass Larsen, der tidligere har været endog særdeles kritisk over for bankerne, kommer til at sidde for bordenden i en række forhandlinger, hvor fronterne i forvejen er hårdt trukket op.

Og meldingerne fra den nyslåede minister er klare. Danmark skal gå foran mange andre EU-lande og stille skærpede kapitalkrav til de største banker.

»Min intention er, at bankerne er så godt polstrede, at vi aldrig kommer i nærheden af den turbulens, som det endte med i 2008. Jeg synes, at vi skal ligge i den øvre ende,« lød det i fredagens Berlingske fra Henrik Sass Larsen.

Dermed er regeringen på linje med den første front, som består af anbefalingerne fra det såkaldte SIFI-udvalg under ledelse af professor Michael Møller. Her anbefales det at skærpe kapitalkravene til de seks SIFI-banker. Over for det synspunkt står de borgerlige partier og Finansrådet, der advarer mod at skærpe kravene for meget, da det risikerer at lægge en dæmper på det gryende økonomiske opsving herhjemme. Endelig er der fortalerne for en opsplitning af Danske Bank.

I udlandet er man også opmærksom på den danske bankgigant. I OECD sammenligner man løbende den økonomiske tilstand i verdens lande. Her oplyser økonom Muge Adalet Mcgowan, at både husholdningerns gæld og en så stor bank hver for sig gør en økonomi mere skrøbelig – og disse to faktorer bør overvåges nøje:

»Husholdningernes høje gæld skaber sårbarheder i en økonomi, da stærkt gældstyngede husstande kan skære i forbruget og øge opsparingen i lyset af negative chok, hvad der gør nedgangsperioder værre. En sådan virkning har ikke været fremtrædende under krisen i Danmark, men sårbarhederne er der fortsat. Husholdningernes gæld er blandt de højeste i OECD, og i modsætning til nogle andre OECD-økonomier er husholdningernes gæld i forhold til BNP ikke gået markant ned under krisen,« lyder det fra Muge Adalet Mcgowan.

I lighed med den svenske Nationalbank påpeger OECD, at danskernes formuer er en formildende omstændighed, der dog opvejes af, at disse formuer står i huse og i pensionsopsparinger, der gør dem svære at realisere, hvis det pludselig måtte blive nødvendigt. Derfor er danskernes økonomi stadig truet af arbejdsløshed, boligmarkedet og pludselige rentestigninger. Og netop danskernes forkærlighed for de billige variabelt forrentede realkreditlån udgør yderligere en risiko.

»I betragtning af at det meste af husholdningernes gæld består af realkreditlån og variabelt forrentede lån er udbredte, vil kraftige rentestigninger skabe problemer for nogle husholdninger. Sammen med afdragsfrie lån har de bidraget til boligprisstigninger før krisen, og de skal overvåges nøje, da de kan være en kilde til svaghed, hvis de gives til husstande, der får svært ved at servicere deres gæld, hvis renten stiger kraftigt.«

Også store banker i forhold til landets størrelse kan skabe finanspolitiske problemer, ligesom de kan gøre det svært at skabe vækst, fordi de er mindre tilbøjelige til at låne ud. Dog påpeger OECD, at man i Danmark har gjort meget for at gøre bankerne stærkere blandt andet ved at give dem en større pengetank. En polstring, som netop er kernen i debatten i SIFI-forhandlingerne.

Det store spørgsmål er, om man overhovedet kan stole på, at bankerne har opbygget større økonomiske reserver under krisen. En gruppe af landets førende økonomiske eksperter – professor Ken L. Bechmann fra Copenhagen Business School, samt professor Anders Grosen og lektor Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet har i et indlæg sat spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan stole på, at Danske Bank har polstret sig så godt efter krisen, som bankens væsentligste nøgletal indikerer. De mener i stedet, at Danske Bank via talgymnastik har mindsket bankens risici, så bankens pengetank ser stærkere ud.

Deres overordnede budskab er, at bankerne har brug for en stærkere egenkapital, og i den forbindelse har de kigget kritisk på Danske Banks kapitalstyrke:

»Fra 2007 og frem til i dag har Danske Banks ledelse den opfattelse, at risikoen på deres aktiver er blevet stærkt reduceret og er væsentlig lavere end de internationale bankers. Tillagt Danske Banks meget kraftige ekspansion blandt andet på nye markeder og de vanskeligheder, som dette har afstedkommet, er vi som følge heraf skeptiske med hensyn til udviklingen og størrelsen af Danske Banks kernekapitalprocent,« hedder det blandt andet.

Hos Danske Markets sidder Per Grønborg, en af landet mest respekterede aktieanalytikere med fokus på bankerne. Han har også bemærket denne tendens, men han understreger dog, at Danske Bank slet ikke står alene med denne fiffige måde at komme til at se stærkere ud på. Svenske banker som Nordea og Handelsbanken har i endnu højere grad haft held til at »trylle« deres risiko ned.

»Det er elastik i metermål, hvor meget kapital en bank skal have, og bankerne har ikke fået så meget mere kapital, som deres nøgletal indikerer. Nogle af de svenske banker har fået meget begrænset mere kapital, end man havde i 2007.«

En præsentation, som Per Grønborg for nylig holdt for en gruppe af landets analytikere, viser, at selv om bankerne på papiret ser sundere ud, så stammer op mod 87 pct. af den lavere gearing, vi har set siden finanskrisen, fra »smarte« finansielle modeller. Det skyldes, at bankerne ved at fjerne f.eks. kassekreditter, der ikke benyttes og ved at registrere kundernes pant bedre, kan se mere velpolstrede ud på papiret.

F.eks. har Nordea øget sin kapitalstyrke fra 6,3 til 13,1 procentpoint fra 2007 til 2012. Men af denne styrkelse stammer kun de 1,6 procentpoint fra reelt flere penge på kistebunden. Den resterende forbedring stammer fra, at man har ændret på risikoen.

De tilsvarende tal for Danske Bank viser, at pengetanken er mere end fordoblet, men også at mere end halvdelen af den øgede styrke kommer fra, at man har reduceret sine »risikovægte«.

»Vi overholder naturligvis alle regler for kapital og likviditet, der er fastsat af europæiske og danske myndigheder, herunder beregningen af risikovægtede aktiver. Vi deltager gerne i en diskussion om, hvilke regler, der skal være, men stiller os undrende over at blive kritiseret for at overholde dem, der gælder,« siger Danske Banks pressechef Kenni Leth.

Det danske finanstilsyn er opmærksom på problemet og har krævet, at Danske Bank anlægger en mere konservativ tilgang til sin risiko. En sag, som Danske Bank har anket til Erhvervsankenævnet.

Fra analytiker Per Grønborgs stol i Danske Markets er det dog også danskernes høje gældsætning, der giver anledning til bekymring:

»De gældsatte husholdninger er en kæmpe udfordring, men måske mere for makroøkonomien end direkte for bankerne. Problemet er, at skal husholdningerne høvle 30 pct. af deres gæld, så tager det meget lang tid, og dansk økonomi kan ende i en lavvækst i adskillige år,« siger Per Grønborg, der dog tilføjer:

»Samtidig må man sige, at Nationalbanken i december offentliggjorde en undersøgelse, hvor man har stykket de enkelte husholdningers finansielle situation sammen, og den viste en betydelig robusthed over for selv kraftigt stigende renter«.

Allerede nu mærker bankerne en meget kontant straf som følge af danskernes og bankernes høje gældsætning. Det internationale kreditvurderingsbureau Standard & Poor’s har netop nedgraderet sit syn på fremtidsudsigterne for Danske Bank. Netop kreditvurderingsbureauernes syn er afgørende, da det fastsætter bankernes kredtitværdighed og er dermed afgørende for bankens evne til at låne penge billigt:

»Det er vores opfattelse, at Danmarks nuværende regulering fejler, når det gælder om at fange de fundamentale ubalancer i danske bankers funding og likviditetsstyring,« skriver Standard & Poor’s.

Også hos kollegerne i Moody’s, det andet store internationale kreditvurderingsbureau, er man bekymret over danskernes gældsætning og påpeger, at de variabelt forrentede realkredit udlån udgør næsten to tredjedele af lånene herhjemme. Det faktum gør de danske husstande meget følsomme over for rentestigninger:

»Udsigterne for kreditkvaliteten af husholdningernes lån er dermed afhængig af udviklingen i renten og arbejdsløsheden, og eftersom en stor andel af udlånene til privatkunder er sikret mod pant i ejendom, er udviklingen i boligpriserne også vigtig for udviklingen,« påpeger Moody’s.

Nu er der et gryende opsving på vej i Danmark. Boligpriserne stiger, og virksomhederne melder om pænere tal. Er krisen ovre? Det mener Danske Bank selv, hvor topchef Eivind Kolding 1. august med denne velforberedte slaglinie tog overskrifterne på flere erhvervsmedier:

»Den sidste hale fra finanskrisen har været, at vores nedskrivninger er kommet på plads. Nu er de på det rigtige niveau. Nu kan vi lukke den sidste låge omkring finanskrisen og kigge fremad.«

Sådan lyder håbet fra landets største bank. Et håb, som de fleste helt almindelige danskere formentlig deler efter fem års krise.

Efter at langt hovedparten af bankfolk, eksperter og politikere i 2008 undervurderede krisens omfang, har man herhjemme lige siden taget en stribe ekstraordinære greb i et forsøg på at rydde op, forbedre bankernes helbred og øge omverdenens tillid til, at Danmarks finansielle stabilitet er urokkelig. Også selv om nye krisevinde blæser opsvinget på retur. Men den fortsatte høje gældsætning, så stor en bank i en ganske lille økonomi og bankernes evne til taltrylleri betyder, at omverdenen endnu ikke er overbevist.

Tidligere artikler i serien »Falder bankerne, falder Danmark«:

- Danske Bank var i akut pengenød
- Falder Danske Bank, falder Danmark
- Sandheden om bankpakkerne
- Nationalbanken holdt Danske Bank i et jerngreb