Når pølsemanden bliver vegetar

En værkfører på et tysk bilværksted er begyndt at tage cyklen til arbejdet. Det fortæller en del om økonomien i forbundsrepublikken. Recessionen truer, forbrugerne er skræmte, og politikerne må spekulere over, hvad de skal gøre, når de kommer

Flere store virksomheder, bl.a. Siemens, har været præget af skandaler. Det har ikke øget tilliden til erhverslivet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oliver Lang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Når man i disse dage afleverer sin bil på værksted i Berlin kan man blive udsat for et usædvanligt syn: Samtidig med, at man parkerer foran servicehallen, ankommer værkføreren på arbejde. Han er på cykel, han har kørt 22 kilometer fra sit hjem, og det har taget ham 50 minutter.

Cyklingen har stået på en rum tid, fortæller han senere. Den har gjort underværker ved hans figur, og ansigtet stråler af sundhed. Men det er ikke kun helbredet, der får ham til at trampe i pedalerne. »Man vil jo gerne spare lidt på pengene,« siger han.

Tyskere bruger cyklen langt mindre end danskere, og når en mand, der lever af bilindustrien, går over til den tohjulede, ligner det en kulturel omvæltning, der svarer til, at en pølsemand bliver vegetar.

Opsvinget
Historien fortæller en del om den tyske økonomi. Det sidste par uger er stormvarsler føget ind over erhvervslivet, og politikerne er begyndt at tage sydvesten på. Det værste er, at forbrugerne er skræmte. De lader igen portemonnæen ligge i håndtasken eller i baglommen.

Det gik ellers lige så godt. De første toethalvt år med Angela Merkel som forbundskansler har stået i opsvingets tegn, ikke bombastisk, men dog tilstrækkeligt til, at de forsigtige tyskere har turdet lidt mere end siden midten af 1990erne. Der blev købt biler, hårde hvidevarer, fladskærme til VM i fodbold og indviklede digitalkameraer. Omtrent samtidig gik virksomheder i gang med udvidelse og fornyelse af maskinparken, og udlandet købte ind som gale. Arbejdsløsheden gik ned til godt tre millioner mennesker, mod fem millioner under Merkels forgænger Gerhard Schröder.

Men knap var Merkel sidst i juli taget på ferie, før uvejret brød løs. Det såkaldte Ifo-indeks, som er et konjunkturbarometer, røg ned på sit laveste niveau siden 2005. Den forløbne uge offentliggjorde forskningsinstituttet GfK en prognose for forbrugerklimaet i august; niveauet her er det laveste siden 2003. De seneste dage har nogle af Tysklands største, aktienoterede virksomheder offentliggjort deres kvartalsregnskaber; de er omtrent så opmuntrende som sikkerhedssituationen i Tyrkiet.

Nedturen
Tyskerne er altid lidt mistroiske over gode nyheder, så det var næsten med en vis lettelse, at aviser og tidsskrifter den sidste halve snes dage har kunnet præsentere forsideoverskrifter med økonomiske skrækscenarier. »Nu truer nedturen«, deklamerede Frankfurter Allgemeine Zeitung. »Godt var i går«, fortsatte nyhedsmagasinet Der Spiegel. »Det er klart, at recessionen kommer«, sagde en økonom triumferende i et TV-program.

Problemet er, at der er noget om snakken, i hvert fald hvis man lytter til Sebastian Dullien, professor ved det økonomiske universitet (FHTW) i Berlin: »Teknisk set er det ikke overdrevet. Det ser dramatisk ud. Tyskland er på randen af en recession. Andet kvartal af 2008 har allerede vist en tydelig tilbagegang i den økonomiske vækst, og en del tyder på, at det samme bliver tilfældet i tredje kvartal.«

Dermed ville den internationale definition for en recession være opfyldt. Men hvorfor kommer den netop nu?

»Tyskland er udsat for pres fra alle sider,« siger Dullien og henviser til den stærke euro, som gør det vanskeligere at eksportere, renteforhøjelsen fra Den europæiske Centralbank, der betyder dyrere lån, og prisen for olie, som sprænger alle rammer. Boligkrisen i USA, der har ramt mange tyske banker som en boomerang, gør ikke tingene nemmere.

Forbundsrepublikken er desuden ramt af fortidens synder, mener han. »Tag f.eks. løntilbageholdenheden. Den gav mening mellem 2002 og 2006; men den har varet for længe, så nu tror folk, at indtjeningen ikke går i vejret, og derfor bruger de ingen penge.« Desuden, mener Dullien i en samtale med Berlingske Tidende, blev vekselkursen for D-marken sat for højt ved indførelsen af euroen. Det har ført til en fornemmelse af, at alt er blevet dyrere.

Afhængigheden
Der er to andre forhindringer. For det første, er mange økonomer enige om, er den tyske økonomi er en af de mest eksportorienterede i verden. Det er på mange måder en fordel, men betyder også, at man er næsten fuldstændig afhængig af internationale forhold, man ikke har direkte indflydelse på.

For det andet har tyskerne, formentlig som en arv fra Anden Verdenskrig, stadig en vis skræk for letsindige, økonomiske projekter og bruger derfor både sele og livrem. Tyskerne ventes i år at lægge elleve procent af deres disponible indkomst af vejen til opsparing, den højeste andel siden 1994. Danskerne ligger omkring nulpunktet, hvis pensionsopsparingen regnes med – ellers har forbruget de senere år ligget over indtjeningen. Det har den aldrig gjort hos tyskerne i nyere tid. Det betyder, at tyskerne, i modsætning til danskerne, har penge nok at købe for, i hvert fald statistisk set, men nødigt bruger dem. 2006 var det 158 milliarder euro (1,1 billion kr.). De blev sat i banken eller, i stigende omfang, i pensionsordninger.

»Tyskerne har en angst for at skylde penge,« medgiver Dullien. »Mange synes endog, det er mærkeligt, at virksomheder optager lån for at investere, og de mener grundlæggende, at det er forkert, at staten har gæld.«

Derfor begynder økonomien at give efter hurtigere i Tyskland end i mange andre lande, når der er vanskeligheder i sigte. »Tyskerne har en hang til at fremskrive den aktuelle, økonomiske situation,« som professoren formulerer det Krisen kommer så overraskende, at den tyske regering ikke har en entydig strategi for at komme ud af miseren. Økonomiminister Michael Glos fra CSU, det bayerske søsterparti til Merkels borgerlige CDU, er begyndt at tænke over et stort, offentligt investeringsprogram, herunder skattelettelser for lønmodtagere.

Køleskabe
Kritikere siger, at det ikke så meget er økonomisk fornuft som frygten for et dårligt resultatet ved landdagsvalget i Bayern 28. september, der driver værket. Glos vil give vælgerne et bolsje, de kan sutte på, når de sætter deres kryds, hedder det. Merkel afviser projektet, det samme gør finansminister Peer Steinbrück fra det socialdemokratiske SPD. De vil hellere nedbringe den offentlige gæld.

Sebastian Dullien peger på, at der må gøres et eller andet. »USA har sat renten ned og givet skattelettelser,« siger han. »I Tyskland er renten sat op, men ellers sker der ikke noget.«

En mulig udvej, mener han, kunne være et forslag fremsat af økonomen Thomas Fricke i avisen Financial Times Deutschland for nylig. Fricke foreslog, at staten kunne sende en check til borgerne, der kunne bruge dem til at købe mere miljøvenlige biler eller køleskabe. Det ville skabe vækst i den hjemlige industri og hjælpe på CO2-regnskabet, skrev han.

Foreløbig er tyskerne taget i sommerlandet. Blandt dem er politikerne. Når de vender tilbage i slutningen af måneden er det hele måske blevet meget værre, og regeringen, der i forvejen har svært ved at blive enig, må gøre op med sig selv, om den vil holde fast i finanspolitisk fornuft eller forsøde tilværelsen for vælgerne.

Om et år er der valgkamp op til forbundsdagsvalget, og både borgerlige og socialdemokrater må vise umenneskelig kraft for at modstå fristelsen til at være flink. Værkføreren på bilværkstedet vil formentlig fortsætte med at gøre på cykel til arbejdet en rum tid. Han sparer knap tusind kroner om måneden ved ikke at sætte sig i den firhjulede. Det giver mening for ham, og ikke mindst for hans sundhedstilstand; men for Tysklands økonomi er det den rene gift. Merkel har en del at tænke på under sin ferie i Sydtyrol. Her bliver der måske et møde med pave Benedikt XVI, der også opholder sig i området. Måske kan han give hende styrke. Hun får brug for den.



Læs : ØSTENS SVÆKKEDE KÆMPE, SIDE 7