Mystikken om Danmarks næstældste værtshus breder sig: Alle medarbejdere fyret

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN. I sidste uge meldte den nye ejer af Skindbuksen ud, at stedet skal fortsætte, men nu er alle medarbejdere blevet fyret
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen,

Vi tager hul på en nyhedsdag, hvor der både er nyt om taxabranchen, fodboldkonflikten og Danske Banks hvidvaskskandale. Men vi begynder med den seneste udvikling i mysteriet om Danmarks næstældste værtshus:

1
Kaos på Skindbuksen: Alle medarbejdere fyret

Sagaen om landets næstældste værtshus tager nu endnu drejning.

Historiske Skindbuksen har været lukket i flere uger, efter den har fået ny ejer. I sidste uge fortalte den nye ejer, at stedet skal drives videre. Men nu er alle medarbejdere blevet fyret.

Det fortæller tjener på Skindbuksen Claus Rune-Emanuelsen, der har arbejdet på stedet i to år, til Ekstra Bladet.

»Jeg har været lidt i chok, fordi vi troede lige, at det skulle køre videre. Og vi skulle have et personalemøde. Men alle medarbejdere både tjenere og kokke har fået en opsigelse per mail«, siger Claus Rune-Emanuelsen til Ekstra Bladet.

Fyringerne er den seneste udvikling i en årelang strid, hvor de tidligere ejere af Danmarks ældste værtshuse – Skindbuksen og naboen Hviids Vinstue – har følt sig forsøgt presset ud med »mafialignende metoder«.

Striden blev for alvor kendt i offentligheden forrige sommer, da en ølslange ind til Hviids Vinstue blev klippet over, så over 1.000 liter øl flød ud i gården.

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag.

- eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Berlingske Business anbefaler

2
Kæmpehandel på vej i dansk taxabranche

Vi suser videre til historien om, at der kan komme langt flere taxier på gaden, efter at taxibranchen er blevet sat fri og kan få pengestærke ejere. En af de første store handler ser ud til at blive gennemført inden for de kommende dage.

Flere kapitalfonde og danske rigmænd er ifølge Berlingskes oplysninger blevet præsenteret for mulighederne for at blive ejere af danske taxiselskaber, og Danmarks største taxiselskab, Dantaxi 4x48, kan være få dage fra at få nye ejere i en handel til op mod en halv mia. kr.

Planerne om at sælge skyldes primært den nye taxilov, der trådte i kraft ved årsskiftet. Her fik vognmændene mulighed for at tjene penge på salg af taxiselskaber.

»Vi har sagt, at vi er til salg. Det er meget naturligt, at der er stor interesse for vores branche. Vi kommer fra noget, der nærmest lignede sovjetisk planøkonomi, og åbner nu op,« siger Carsten Aastrup, adm. direktør for Dantaxi 4x48.

3
Lyssky kunder overførte halv milliard kroner om dagen gennem Danske Bank

Danske Banks hvidvaskskandale kan vise sig at blive en af de største europæiske sager om hvidvask nogensinde. De nye tal, der mandag kom frem, og som viser et væsentligt større omfang af suspekte pengestrømme, der flød gennem Danske Banks estiske filial, end tidligere antaget, kan få betydning for en eventuel bødestørrelse til banken og er ifølge eksperter dybt alvorligt for ledelsen af Danske Bank.

Det var Financial Times, der mandag kunne fortælle, at pengestrømmene er større end hidtil antaget. Således røg der alene i 2013 transaktioner for 192 mia. kr. gennem afdelingen fra udenlandske kunder. Det svarer til, at der blev overført mere end en halv milliard kroner gennem afdelingen. Dagligt.

Oplysningerne om de gigantiske pengestrømme stammer fra konsulentfirmaet Promontory Financial, der har undersøgt problemerne i Danske Banks estiske filial.

4
Fodboldkonflikt kan koste DBU dyrt

Dansk Boldspil-Unions (DBU) evne til at agere kommercielt og tjene penge på hele Danmarks fodboldlandshold har lidt et alvorligt knæk, vurderer to af landets førende sponsoreksperter. De mange konflikter og spillere, der går egne veje, har givet DBU dårlige kort på hånden, når der skal forhandles aftaler. Sponsorerne kan ikke være sikre på, hvad de får, lyder vurderingen.

»Værdien af DBUs sponsorater er eroderet,« siger en af landets mest erfarne sponsoreksperter, Keld Strudahl.

Han bakkes op af Thomas Badura, der er kommerciel rådgiver og direktør i sponsorrådgivningsfirmaet Sponsorpeople.

»Både de nuværende aftaler og dem, de skal indgå med nye partnere, vil være med udgangspunkt i, at man ikke har sit produkt og sine rettigheder 100 pct. på plads. Det svækker DBUs produkt og den vare, som de skal ud og forhandle om,« siger Thomas Badura.

Tre ting investorerne skal holde øje med i dag

Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen har udvalgt tre begivenheder, der er værd at rette blikket mod.

  • Ifølge Bloomberg News har Chr. Augustinus Fabrikker sat 13,5 aktier i AMBU til salg, som ved gårsdagens slutkurs repræsenterer en markedsværdi på 3,3 mia. Chr. Augustinus Fabrikker ejer forud for salget 10,62 pct. af AMBU og vil efter salget nogenlunde halvere sin ejerandel ned til 5,4 pct. Spørgsmålet er, hvor stor en rabat der skal gives for at kunne få investorerne til at købe ind på den store aktiepost?
  • Pandora har ifølge forlydender gennemsnitligt hævet sine priser med 2,7 pct. Siden direktørskiftet efter halvårsnedjusteringen har der været meget stille om Pandora. Nyhedsstrømmen er vendt fra det negative og fokus på manglende indfrielse af indtjeningsforventninger og en udskældt og investorfjendsk topledelse til, at der nu kommer mere positiv omtale af selskabet. Det drejer sig ikke kun om, at Pandora har fået en stærk Kina-salgsledelse, men også at Pandora angiveligt har fået meget ros for bæredygtighed og ligger foran selskaber som bl.a. Adidas, Nike og Louis Vuitton. Der blæser i mere end en forstand nye vinde fra Pandora.
  • Danske Bank fik i går ikke kun dårlig omtale, men investorerne måtte også notere en kurslussing på mere end 6 pct. Den samlede kursnedgang for året er tæt på 25 pct, korrigeret for udbetaling af udbytte. Investorerne er fortsat nervøse for, hvad rapporten om hvidvask i Estland vil indeholde. Det er ikke kun tallenes størrelse, men usikkerhed og nervøsitet som præger investorerne.

Det sker i dag:

Danmarks Statistik, nye udgivelser, kl. 08.00:
- Ejendomssalg (md.), Juni 2018

Udland:
- 2.30: Japan: Nikkei PMI Service, aug
- 2.30: Japan: Nikkei PMI Samlet, aug
- 3.45: Kina: Caixin samlet PMI, aug
- 3.45: Kina: Caixin service-PMI, aug
- 9.55: Tyskland: PMI Service (endelig), aug
- 9.55: Tyskland: PMI Samlet (endelig), aug
- 10.00: Eurozonen: PMI Service (endelig), aug
- 10.00: Eurozonen: PMI Samlet (endelig), aug
- 11.00: Eurozonen: Detailsalg, m/m, jul
- 14.30: USA: Handelsbalance, jul

Partnerskab for Dansk Ø-turisme lanceres i dag ved et arrangement hos Danske Rederier i København kl. 14.00.

Markederne lige nu

De asiatiske aktiemarkeder følger de globale markeders nedtur, efter at bekymringer over de mange vedvarende handelskonflikter lægger hindringer i vejen for investorernes lyst til risikable aktiver.

Nikkei 225 -0,3
Topix -0,7
Hongkongs Hang Seng -1,7
China Shanghai Composite -0,9
China CSI 300 -1,1
Taiwan Taiex -0,0
Sydkoreas Kospi -0,2
Indiens BSE Sensex -0,1
Singapores STI -0,8
Sydney ASX 200 -1,0