Møbler og politik i Middelfart

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kæresten og computeren har reddet 29-årige Carina Christensen og hendes lille møbelfabrik i Middelfart fra de

helt store omvæltninger, efter at hun en smule overraskende strøg ind i både Folketinget og Fyns amtsråd

for Det Konservative Folkeparti ved valget i november sidste år.


Kæresten var nemlig alligevel lige startet i virksomheden

knap tre måneder i forvejen og kunne derfor overtage Carina Christensens arbejde uden de store afleveringsforretninger.


Samtidig

kom den unge fynske virksomhedsejers strategi om, at alt i virksomheden skal ligge på computer og ikke inde i folks hoveder,

til sin ret.


- Det har gjort overgangen forholdsvis let. I dag bruger jeg stort set alle mine weekender og frie perioder fra

Folketinget i virksomheden, siger Carina Christensen, der har afløst trafikminister og skotøjshandler, Flemming Hansen,

som erhvervsordfører.



Billige møblerVirksomheden hedder Rugballe Møbler og ligger i et industrikvarter

i Middelfart. Udefra tager fabrikken sig beskeden ud. Det mest iøjnefaldende, den fredag formiddag, ErhvervsBladet er på

besøg, er den store tyske lastbil, som er ved at aflevere en stor hoben træplader.


Rugballe Møbler blev etableret

af Carina Christensens far, Egon, i Rugballe nær Vejle i 1973, men blev flyttet til Middelfart tre år senere.


Carina

Christensen har taget aktiv del i driften siden 1998 og overtog virksomheden helt i april 2001. I dag er virksomheden specialiseret

i at lave helt billige møbler - fortrinsvis reoler - til bl.a. Biva-kæden og


Daells Bolighus. Der findes fire-fem

virksomheder på det marked i Danmark.


Men inden det er kommet så vidt, er der gået nogle år med hårdt

arbejde og til tider dyrekøbte erfaringer for den unge fynbo, der betegner sig selv som iværksætter.









Lyst

til alt muligt andet

Tilbuddet om at overtage familievirksomheden kom i 1998, da Carina Christensen netop var blevet færdig med

sin cand. negot-uddannelse på Syddansk Universitet i Odense.


Inden da havde hun arbejdet 14 måneder i Bruxelles,

det meste af tiden for Det konservative Folkepartis gruppe i Europaparlamentet.


Men Carina Christensens far, der nærmede

sig de 50, syntes, han havde lavet møbler nok, og ville gerne drosle ned. Derfor var hun nødt til at træffe en

beslutning.


- På det tidspunkt havde jeg lyst til at lave alt andet end møbler. Jeg var jo lige blevet færdig

på universitetet og havde arbejdet i for de konservative i Bruxelles, fortæller Carina Christensen, som netop havde fået

en opfordring til at stille op til europaparlamentsvalget året efter. Men muligheden for at give farens møbelfabrik nyt

liv, trak alligevel.


- Jeg ville jo gerne være iværksætter og starte for mig selv. Og det ville være

lettere at overtage en eksisterende virksomhed, siger Carina Christensen.


- Det er lidt af en kæphest for mig. Det er jo

totalt tåbeligt, at der er så mange danske virksomheder, der lukker, når ejeren bliver 50-60 år. Men virksomheden

er ikke smart nok. De unge vil hellere starte selv. Men der ligger mange gode muligheder i sådanne virksomheder - også

selv om det var en kamp op ad bakke de første to år, understreger hun.


- Men man står med et navn, en kundekreds

i et vist omfang og nogle medarbejdere, som kan noget. Det er en kæmpe fordel, når man skal ned i banken og hente finansiering,

siger Carina Christensen, hvis far stadig er med i virksomheden som ansvarlig for det tekniske.



Ingen tiltroCarina Christensen

trådte altså ind i virksomheden og valgte fra starten at lægge kursen markant om.


- Min far eksporterede kun

møbler til USA og Østlandene, og deres smag er meget tunge møbler. Det kunne jeg ikke lide. Jeg ville lave møbler,

som jeg kunne stå inde for, og som kunne stå rundt om i de danske hjem. Og samtidig besluttede jeg at satse på helt

billige møbler, siger Carina Christensen.


For at sikre et så problemfrit generationsskifte som muligt, og for at undgå

ukritisk at overtage sin fars idéer, valgte Carina Christensen fra starten at søge uvildig rådgivning. Det foregik

via det lokale TIC-center på Fyn, som bl.a. foreslog, at hun etablerede en professionel bestyrelse.


Derfor gik Carina Christensen

på jagt efter et professionelt bestyrelsesmedlem ved hjælp af TICs database, og her blev hendes planer for første

gang sat på alvorlig prøve.


- Til min store overraskelse viste det sig, at mange af de potentielle bestyrelsesmedlemmer,

der kom på besøg, sagde nej, fordi de ikke troede på idéen om at starte møbelproduktion.


- De

var alle direktører, som ikke selv havde prøvet at være selvstændige, men kun havde ledet virksomheder,

og de syntes, det var lidt synd, at en universitetsuddannet som jeg, ville spilde mit liv på sådan et projekt. Den holdning

overraskede mig meget, husker Carina Christensen, som dog til sidst fandt en bestyrelsesmedlem, som troede på idéen.









Flop

på Bella-messe

Der skulle dog gå et par år, før Carina Christensen rigtig fik fod på møbelbranchen.


-

Jeg startede med at ansætte en designer og tilmelde os Scandinavien Furniture Fair i Bella-centret året efter, selvom

vi ikke havde udstillet der i 15 år. Jeg vidste ikke noget om møbler, og vi havde ingenting at vise, fortæller

Carina Christensen.


Det meste af det næste år arbejdede hun tæt sammen med designeren om produktudviklingen.

Til sidst var der fod på det, syntes Carina Christensen, og hun og medarbejderne drog til Bella-messen.


- Det blev et flop.

Det vi kom med var alt for dyrt. Det vidste sig, at designeren var god til at tegne, mens vi var for dårlige til at styre ham. Han

fik f.eks. lov til at bruge de dyreste beslag, mens vi i dag altid tager det billigste, der kan holde, siger Carina Christensen.


Trods

floppet var tilstedeværelsen på Bella-messen dog ikke spildt.


- Lige pludselig vidste jeg, hvor takten var i de forskellige

møbelstile. Samtidig fik Daells Bolighus øje på os, trods de høje priser, og vi kom med i kataloget. Når

først man kan vise at man er i ét katalog, tør de andre kæder også godt tro på én, og

kunderne begynder at komme med egne opgaver, så man ikke hele tide er tvunget til at finde på nyt selv, fortæller

Carina Christensen.


Prisen er lige så afgørende som design. Den holdes nede ved at hente plader hjem fra Tyskland.

De tyske plader er forsynet med melamin på begge sider. De ansatte på Rugballe Møbler bearbejder pladerne, ruller

kanter på, skærer dem op og pakker møbeldelene sammen, inden de køres ud til kunderne som saml-selv-sæt.









Hyggeligt

men dyrt

På det driftsøkonomiske felt har tingene også ændret sig, siden Carina Christensen trådte til.


-

Vi er blevet omkostningsbevidste. F.eks. havde vi tidligere en kontordame til at sidde og tage telefonen. Det er jo meget hyggeligt,

men det er der ikke råd til, så i dag kommer kontordamen fem timer om ugen og laver det, der skal laves.


- Siden

jeg kom til, har vi haft en stor omkostningsforøgelse, og vi laver faktisk det tredobbelte med de samme mennesker, siger Carina

Christensen, der af konkurrencehensyn ikke vil ud med medarbejdertal eller omsætningens størrelse. ifølge de officielle

regnskabstal har virksomheden seks fuldtidsansatte. Dertil kommer en række freelancere, som giver en hånd med, når

der er mest travlt i produktionen og pakkeriet.



Hellere lille end storMålet er ekspansion i de kommende år,

men rigtig stor har Carina Christensen ingen ambitioner om at blive.


- Vi skal selvfølgelig være større,

men jeg går ikke efter at fusionere syv virksomheder, siger Carina Christensen.


Hun mener, at branchen er kendetegnet ved,

at mange forkøber sig i maskiner og lokaler. Derfor skal man satse på at blive helt stor, eller også skal man holde

sig i det små og ekspandere ved at outsource.


- Mellempositionen, hvor man har halvgode maskiner, betyder, at man bliver

følsom overfor lavkonjunkturer. Derfor vil jeg hellere outsource end investere i nye maskiner, siger Carina Christensen.


Trods

medlemskabet af Folketinget regner hun med at drive virksomheden videre længe endnu, men hun understreger, at hun ikke har nostalgiske følelser

for familievirksomheden.


- Målet er, at blive ved så længe det er sjovt. Det gælder i øvrigt også mit

politiske liv. Men jeg har ikke noget imod at blive købt op en dag. Så ville jeg nok forlade virksomheden og starte en

ny, for jeg kan godt lide det der med at se en virksomhed blomstre op, siger Carina Christensen.


Artiklen om Carina Christensen

er den anden i en serie portrætter af folketingsmedlemmer med baggrund i erhvervslivet. Den første blev bragt mandag

26. august.