Minister og pensionskasser flirter om milliardinvesteringer i nye trafikprojekter

Lige nu er en gruppe pensionsselskaber ved at udarbejde en model for, hvordan investeringerne kan skrues sammen.

Danske pensionsselskaber vil bygge nye veje, broer og togskinner, som staten ikke selv har råd til. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS FISKER

Danske pensionsselskaber vifter med 23 mia. kr., som kan komme i spil til at bygge nye veje, broer og togskinner, som staten ikke selv har råd til.

Det skriver Finans.dk.

Lige nu er en gruppe pensionsselskaber ved at udarbejde en model for, hvordan investeringerne kan skrues sammen. Det sker ifølge Finans' oplysninger på opfordring fra transportminister Hans Christian Schmidt.

Skiftende regeringer har tidligere været henholdende med at benytte pensionspenge til at bygge trafikprojekter, da staten som udgangspunkt kan gøre det billigere ved at låne pengene selv. Men på grund på budgetkrav og et begrænset økonomisk råderum må regeringen i øjeblikket lægge bånd på sig selv.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hans Christian Schmidt, men Transportministeriet bekræfter, at ministeren afventer en udmelding fra pensionsselskaberne.

PKA er et af de selskaber, som deltager i arbejdet. Adm. direktør Peter Damgaard Jensen har konkret foreslået, at PKA kan være med til at finansiere en fornyelse af jernbanenettet, fordi der mangler penge i togfonden.

»Nu lyder det ret nemt, at vi bare kommer med pengene, men det er ikke så nemt. Humlen er, at der skal være en eller anden form for brugerbetaling, hvis det skal fungere i en konstruktion, hvor der er pensionspenge involveret,« siger Peter Damgaard Jensen til Finans.